Not Alone [SA]

Heej(:
Jeg ved godt det ikke er den bedste Sa nogensinde, men jeg har skrevet den, og nu ligger jeg den altså ud! Så vil i give kritik?




Han sad stille i et hjørne af rummet med hans blå øjne lukkede tæt sammen. Hans kinder var våde af tårer, og mellem hans hænder holdte han en sort guitar. Hans greb omkring den var så blidt, som om det var et barn, eller en skrøbelig blomst. Han strøg blidt dens glatter overflade, og hans fingre fandt selv deres plads på strengene. Alt imens han sad helt stille, og fredfyldt råbte hans forældre af hinanden. Højt, og uden tanke for deres søn på gulvet. Det meste af stuens inventar var smadret, og hans mor havde blå mærker overalt. Hendes ansigt, og hendes arme var næsten aldrig deres normale farve. Drengen forsøgte at slippe væk, og kun når han spillede guitar kunne han glemme. Han kunne glemme hans voldelige far, og hans forslåede mor. Han kunne glemme skammen over det, og han kunne glemme hvem han var. Når den lille dreng spillede på sin elskede guitar var han en stjerne, med tusindvis af fans, og hævet over alle andre. Og hans forældre var ude af billedet. Han var lykkelig når han spillede på sin guitar. Han begyndte stille at synge. Ordene var hans egen, men de flød som var det noget han havde indlært.



Pludselig blev der stille i rummet. Bortset fra hans fars åndedrag, og hans guitar. Drengen åbnede stadig ikke øjnene, men sad helt stille, og forsøgte ikke at blive set. Han ville live i hans paradis på scenen. Hun smilede, stadig med øjnene lukkede. Men smilet var for meget for hans far, der greb hans søn hårdt i armen, og rystede ham.
“Hvad er det?’’, hviskede han, og da drengen åbnede sine øjne og stirrede fast ind i sin fars, og med en stemme der ikke skælvede sagde:
“Det er min sang, og min guitar.’’, slap faderen ham, og så ned på ham. Hans grå øjne var kolde, og han fnøs.
“Forsvind.’’, hvislede han ud mellem tænderne, og gik ud af stuen. På vejen skubbede han til drengens mor der havde en flænge over det ene øjenbryn, og en i læben. Hun trådte værdigt tilbage, men da drengen så på hende, og rystede på hovedet lod hun tårerne slippe frem, og stille løbe ned af hendes kinder. Drengen bukkede sig, og samlede sin guitar op, inden han gik gennem stuen, tog sine sko på, og greb sin jakke i køkkenet, og uden et blik på sin mor lukkede hoveddøren efter sig.



Den lille drengs drøm gik i opfyldelse. Han blev en stjerne, og fik lov at stå på en scene, mens tusinde af fans skreg hans navn, og ville brække både arme, og ben for at få lov at røre ved ham. Men han var stadig ikke glad. Der manglede noget i hans liv, der var altid tomt når han trådte ind ad døren, og der var aldrig et stolt smil når han havde skrevet en nu sang. Han var alene, ensom, og kendt. Han savnede en ven, en ven der holdt af ham. Ikke kun fordi han var kendt, men som det menneske han var. Han savnede sin familie. Også selvom det ikke var noget gode minde ran havde, men han havde da haft nogle at tale med. Nogen som elskede ham som han var.



Han lukkede sine blå øjne, og strøg sit brune, krøllede hår, inden han lagde sig tilbage på den store seng i det store hotelværelse. Han sukkede dybt, og bredte armene ud, mens han trak vejret dybt. Det var flere uger siden han havde talt med et andet menneske der ikke blev betalt for at tale med ham. Han talte kun med de mennesker der hjalp til koncerten, eller med de receptionister der stod i receptionen på de hoteller han boede på. Men ingen af dem elskede ham for den han var. Ingen af dem kendte ham, som andet end en indelukket kendt, der aldrig fortalte om sit privatliv. Men han fortalte ikke om det fordi der intet var at fortælle. For vis alle hans fans vidste at han ingen familie, eller venner havde ville de så høre hans musik? Ingen af dem elskede han for den han inderst inde var.



Hvorfor levede han overhovedet? Der var jo ingen anden grund til at være til end at han måtte gøre det forbi. Han lukkede øjnene. Han vidste at han alligevel ikke ville kunne slå sig selv ihjel. Han ville skuffe så mange mennesker, og måske et sted ude i verden levede den pige han skulle elske, og være sammen med resten af sit liv. Han sukkede dyt, og lagde armene bag hovedet, og stirrede op i loftet. Hans liv var ved at køre af sporet. Det hele begyndte den dag han gik hjemme fra, og aldrig vendte tilbage. Han havde ikke set sin mor siden han var femten år gammel.



En stille banken på døren fik ham til at løfte hovedet. Hvem bankede på hans dør, klokken fire om natten, og tilmed på et hotel. Langsomt rejste han sig, og håbede at hvem det nu var ville forsvinde vis det tog lidt tid. Men til sidst kunne han ikke strække den længere, og åbnede døren helt. Udenfor stod en ung pige med hendes lyse hår flettet i to fletninger. De var våde, og lignede ems af alt to våde reb. Hun stirrede på ham, med brune øjne, og tæt til hendes bryst klamrede hun en tøjbylt. Hun må have været omkring nitten år gammel, og han stirrede på hende med store øjne. Pigen rystede af kulde, og blev ved med at kaste bange blikke ned af gangen. Han sagde intet, men så på hende. Hun vendte blikket mod ham, og hviskede så:
“Må jeg ikke sove her? Jeg er så kold, og han er efter mig.’’, hun begyndte at græde efter det sidste ord, og han trådte til side, stadig uden at sige et ord. Alt han kunne se var den lille hånd der viftede i luften over bylten, og pigens gennemblødte trøje. Han lukkede døren efter hende, og vendte sig så mod hende. Hun stod midt på gulvet, med hendes barn trykket mod sig, og tårerne trillende sagte ned af hendes kinder. Han tog tre skridt, og lagde armene omkring hende, og hun trykkede sig mod ham.
“Du må blive så længe du vil.’’, hviskede han, og hun smilede til ham, og gengældte hans smil. Han var ikke alene mere.



Hvad syntes i?

Fantastisk skrevet, det må jeg sige
- Bliv endelig ved (;

Og velkommen til

Mange tak.

Aj det er ikke den første.. Det er bare den eneste der ligger på min com efter den gik i stykker...