Sara's fic..

Ej du kan ikk stoppe der hah liige midt i det mest spænden ej altså.
Men rigtig godt, glæder mig til at høre hvad der sker? af dramaheder hah

igen super godt skrevet!
håber snart du ligger mere ind!

hejsa alle sammen(:
-jeg har ret meget om ørene lige nu, så der går muligvis et stykke tid inden jeg skriver mere. men skal nok skrive når jeg får lyst til det.

SaraJones skrev:

hejsa alle sammen(:
-jeg har ret meget om ørene lige nu, så der går muligvis et stykke tid inden jeg skriver mere. men skal nok skrive når jeg får lyst til det.

det er iorden, men du har bare at skynde dig med at få tid!!

dannysmedlund skrev:

SaraJones skrev:

hejsa alle sammen(:
-jeg har ret meget om ørene lige nu, så der går muligvis et stykke tid inden jeg skriver mere. men skal nok skrive når jeg får lyst til det.

det er iorden, men du har bare at skynde dig med at få tid!!

haha. lige pt. har jeg skrevet et lille stykke.. men det kommer ikke herind endnu..

Afsnit 5.

“Sagde jeg ikke du skulle holde dig fra ham?”, jeg åbnede langsomt øjnene, og så på hende. hun stod med hænderne i siden, og stirrede på mig med vreden strålende langt ud af øjnene. jeg kunne mærke tårerne stige op i øjnene, og vendte mig langsomt mod dig.
“Så må vi vel sige farvel?”, hviskede jeg, og gav dig hånden bange for endnu et slag. Men din hånd kom bare aldrig. jeg så op, bange for at du hadede mig nu, men du så slet ikke på mig. du stirrede koldt på din kæreste, og jeg kunne se du virkelig var vred.
“Du skal slet ikke drømme om at bestemme hvem jeg er ven med, forstået? Em har været min ven over et år, og det skal du ikke komme og lave om på!”, din stemme dirrede, og jeg vidste at det kun var et spørgsmål om tid inden du begyndte at råbe. jeg lagde hånden på din skulder, og gav den et kort tryk. hele din krop dirrede, og du rystede vredt min hånd af.
“Ingen taler sådan til min bedste veninde!”, snerrede du af hende, og åndede tungt.
“Det er forbi! jeg kan ikke elske en der hader min bedste ven.”, hviskede du, og pegede på døren.
“Farvel, vi ses ikke igen.”, sagde du, og hun vendte sig for at gå. jeg sagde intet, for jeg vidste du havde troet hun var flink. hele din krop rystede, og jeg lagde armene om dig bagfra, mens jeg pustede dig i nakken.
“Det er okay. hun er det ikke værd.”, hviskede jeg, og du vendte dig langsomt om. dine øjne var blanke, og jeg gav dig et langt knus.
“Skal vi ikke se en film?”, spurgte jeg, og gik ind i stuen med din hånd i min.
jeg lod mig synke ned i sofaen, og trak dig ned ved min side. din krop var varm mod min, og du hvilede dit hoved på min skulder mens jeg satte en film på. et stykke inde i filmen begyndte du at trække vejret langsommere, og da jeg så på dig sov du dybt, og din hånd lå stadig i min. dit pandehår hang ned i dine øjne, og jeg fjernede det forsigtigt, og strøg dig over kinden der stadig var våd af tårer. Jeg forstod hvor hårdt du måtte have det. At du den ene gang efter den anden blev svigtet, og kasseret måtte ikke være let. Du mistede den ene gang efter den anden troen på dig selv. Jeg strøg din pande, og langsomt åbnede du øjnene, og så på mig.
“Tak.”, hviskede du, og så intenst på mig med dine blå, blå øjne. Du smilede, og lukkede øjnene igen. Men d faldt ikke i søvn, for din hånd knugede min hårdere, og hårdere. Længe sad jeg med din hånd i min. Til langt ud på natten. Jeg sad og stirrede ud i luften, og du lå med lukkede øjne ganske stille. Men pludselig slap du min hånd, og satte dig op. Du så på mig, og tog begge mine hænder i dine. Dit blik flakkede, og du sagde med lav stemme.
“Emma, jeg elsker dig virkelig højt.”, dine øjne så pludseligt så alvorlige ud, og jeg smilede glad til dig. Igen lukkede du øjnene, og jeg troede du var faldet i søvn. Dit ansigt var så fredfyldt, og roligt uden bekymringer. Jeg så igen længe på dig, da du pludselig rynkede panden, og åbnede øjnene igen.
“Em?”, jeg nikkede.
“Jeg.. Der er noget jeg må fortælle dig…”

Hvad syntes i?

Super godt
Bliv endelig ved, bare tag dig god tid xD

virkelig godt, elsker den måde du skriver på!
også godt med så mange føelser

Ny del!
en smule kort, men synts det skal deles der.. xD

Afsnit 6.
Du tav, og lukkede dine blå øjne. Jeg smilede, og ventede tålmodigt. Et minut. To minutter. Så gav jeg mig til at tælle dine fregner. Jeg talte højt, og da jeg nåede til 37 kunne jeg se du havde svært ved at holde masken. Du anstrengte dig for ikke at grine, men gav efter da jeg fniste. Du lagde hovedet tilbage, og brølede højt af grin. Så slyngede du armene om mig, og trykkede mig ind mod dig.
“Jeg elsker dig.”, hviskede du, og din ånde kilede min hals. Jeg åndede ind, og så på dig.
“Jeg elsker også dig Danny.”, svarede jeg, og lukkede øjnene da vores læber mødtes. Det føltes som år da vi skiltes, og du smilende så på mig. Længe lå vi i hinandens arme, og sagde intet. Vi behøvede ikke at sige noget. Jeg nød følelsen af dine arme omkring mig, og nød din lugt. Du duftede af ananas. Jeg lukkede øjnene, og faldt i søvn.

Kan du huske det Danny? Kan du huske hvor lykkelige vi var? Hvordan du så på mig når vi vågnede om morgnen, og kyssede? Kan du huske alle de gange vi grinede sammen? Jeg kan huske det. Jeg kan huske alle de gode tider vi havde. Derfor forstår jeg ikke hvorfor du rejste. Hvorfor det måtte ende. Kan du huske den sommer hvor vi var ved stranden, kun os to? Dengang var vi begge lykkelige.

“Danny!”, skreg jeg, og beskyttede mit ansigt med hænderne. Du kom løbende gennem sommerhusets have med en spand fyldt til randen med iskoldt vand, og et ondskabsfuldt grin på læberne. Jeg grinede, og satte i løb, men nåede ikke i sikkerhed inden du tømte spanden ud over mig, og triumferende dansede en lille sejersdans.
“NÅ!”, råbte jeg, og sprang op på din ryg, og slyngede benene omkring dig så du væltede. Grinende som to børn fladt vi om i græsset, og lå og kiggede op i den skyfri himmel. Din hånd hvilede på min mave, og jeg drejede hovedet for at se på dig.
Dine øjne var fokuseret på en sky, og knebet sammen mod solen. Dit brune hår krøllede, og på grund af solen havde du fået adskillige nye fregner. Du havde en hvid T-shirt på, og et par badeshorts på. Jeg smilede da du fulgte skyen med øjnene, og du gav min hånd et tryk.
“Em?”, spurgte du, og drejede hovedet. Jeg nikkede, og så på dig. Dine øjne glitrede af lykke. Jeg snusede til græsset, og du fortsatte.
“Jeg elsker dig virkelig højt.”, dine øjne så på mig, og jeg rakte ud for at stryge dig over kinden. Den var varm, og tør, og du lukkede dine øjne ved berøringen. Jeg smilede, og rullede tættere på dig.
“Danny, jeg.. Jeg elsker desværre ikke dig.”, hviskede jeg, og forsøgte ikke at smile over dit ansigts udtryk, da du stirrede på mig, og satte dig op.
“Hvad?!”, nærmeste råbte du.

Er jeg for ond?

Sidsel skrev:

hah hvor godt
Er jeg ond? jaa måske bare en smule hih

-jeg lever af det..

Super duper godt
- Glæder mig til mere..
måske en anelse ond (;

Det mega godt (; hehe.. var kommet lidt bagefter. men er lige blevet up to date nu og I LOVE IT! (; <3
So just bring it on!

Så er det næste afsnit færdigt.. Har haft Meeega mange lektier for... Så det er ikke så langt, men syntes ogs det passer bedst at dele det her.

Afsnit 7.
“Fordi du kastede vand på mig!”, skreg jeg, og forsøgte at beskytte mig mod dine fingre der begyndte at prikke mig i siden. Du grinede, og blev ved med at kilde mig til jeg troede jeg skulle dø.
“Danny!!! Stop! Okay, okay. Jeg elsker dig alligevel.”, stønnede jeg, og du stoppede endelig. Jeg lagde hovedet på din skulder, og lukkede øjnene. Sådan var jeg lykkelig. Jeg kunne høre dit hjerte banke langsomt, og regelmæssigt. Taktfaste slag, og jeg begyndte at trække vejret i takt med dig. Nød at være ved dig, og kunne synkronisere vores åndedrag. Jeg kunne høre du smilede, og åbnede øjnene. Hele dit ansigt smilede. Din mund, dine øjne. Alt. Jeg satte mig op, og så på dig.
“Hvad?”, spurgte jeg påtaget fornærmet. Du smilede mere, og rystede så på hovedet.
“’Ikke noget.”, du så længe på mig.
“Du er bare så smuk.”, hviskede du så, og kyssede min pande. Dine læber var tørre, og varme da de strejfede min hud. Jeg smilede til dig, og rullede om på ryggen igen.
“Danny?”, sagde jeg.
“Mhh?”, var dit svar.
“Er du lykkelig?”
“Så længe vi er sammen.”

“Så længe vi er sammen.”, Danny, vi er ikke sammen længere. Du tror jeg hader dig. Det sagde du i hvert fald inden du rejste. Men hader du mig? Var du overhovedet lykkelig der på græsset foran sommerhuset? Var du lykkelig over at kende mig, og kunne kysse mig? Eller var det bare et skuespil Danny? Ligesom alle de løgne du fortalte mig. Alle de ting du sagde som alligevel ikke passede. Alle de weekender hvor ingen vidste hvor du var. Alle de dage du ikke var til at komme i kontakt med. Hvorfor gjorde du det Danny? Det er bare det jeg vil have svar på. Kan du ikke huske alle de gange jeg har hjulpet dig?

Godt/Dårligt?

Åh nej, hvad er der sket?!
Det er virkelig godt, glæder mig til mere

OMG det er bare såå godt! Please læg næste kapitel ind snart, kan ikke vente!

Vil lige høre om i vil ha' et afsnit nu?

Suuuureee always haha

Oki dokey. Det kommer lige om lidt. Skal lige have kigget det igennem.

Tada!

Afsnit 8.
“Em?”, en grådkvalt stemme vækkede mig, og jeg satte mig op i sengen, mens jeg gned søvnen ud af mine øjne. Rummet var mørkt, og med et blik på mit vækkeur erklærede jeg at klokken var halv fire om morgnen.
“Em..”, igen lød stemmen, og jeg kravlede træt ud af den varme seng, og gik mod døren. Missende i lyset fra gadelygten åbnede jeg døren, og stirrede ind i dine grådkvalte øjne. Regnen strømmede ned over dig, og fik din grå t-shirt til at klæbe til din krop. Da du trådte ind i min entre og så på mig dryppede dit hår ned på mit gulv, og jeg så irriteret på det. Lige indtil du brød sammen, og gled ned på det allerede våde gulv.
“De er døde. Alle sammen.”, hviskede du, og så på mig med røde, og forgrædte øjne. Jeg satte mig ved din side, og tog din hånd.
“Hvem Danny? Hvem?”, spurgte jeg, og kunne se på dig hvor svært det var for dig at få ordene til at forlade dine læber. Du sank en enkelt gang, og løftede så hovedet for at se på mig.
“Vicky, og min mor. Væk. De kørte galt.”, du hviskede, og så knækkede din stemme over, og du begravede hovedet i mit skød. Jeg kunne selv mærke tårerne i mine øjne. Vicky og din mor havde altid været så venlige overfor mig, og opførte sig som om jeg var en del af familien. Jeg lagde armene om dig, og trykkede dig ind mod mig, mens jeg lod dig græde ud. Jeg vidste hvordan du havde det. Min egen familie, eller det der var tilbage af den døde dengang jeg var 14. Min mor døde i en bilulykke, og min elskede bror døde af kræft. G jeg vidste at det eneste der hjalp var at græde ud, og indse at det var sket, og ikke kunne ændres. Stille begyndte jeg at stryge din arm i små cirkler, og jeg kunne mærke du begyndte at slappe af, og til sidst faldt du i søvn med våde kinder, og min hånd knuget i din. Jeg tørrede tårerne af dine kinder, og beundrede det ansigt jeg elskede så højt. Jeg kunne næsten ikke bære at se dit ansigt knuget sammen i sorg. Du havde ingen andre end mig, og dine bandmedlemmer tilbage. Jeg strøg dit hår, og rejste mig langsomt for at hente et tæppe at ligge over dig. Jeg trykkede det sammen om dig, og kyssede din kind som var du et barn inden jeg stille gik ind i stuen, og satte mig på sofaen. Danny, jeg ringede til dine venner. Tom først.

“Tom her.”
“Hej det er Emma.”, jeg hviskede.
“Åh hej.”, han lød træt.
“Ja, undskyld jeg ringer så sent, men Danny.. Vicky og hans mor. De er døde.” , min stemme skælvede.
“Åh nej! Det er ikke sandt! Hvordan har han det?”, sagde Tom med gråd i stemmen.
“Han sover på min entre gulv.”, jeg kunne se det sjove i det, og smilede.
“Du går ikke fra ham vel?”
“Nej!”
“Godt. Jeg siger det til de andre. Vi ses i morgen.”, han lagde på, og jeg gik tilbage til dig. Du græd i søvne, og mumlede stille, men bange:
‘Nej! I kan ikke tage dem fra mig! Hvad er det i gør? Lad være med at dække hendes ansigt til!”, du begyndte at græde højlydt, og jeg satte mig ved din side, og tog din hånd. Da jeg vendte den steg tårerne op i øjnene på mig. Du knugede den ring du havde givet din mor i din hånd der var rester af blod på. Du må have set ulykken ske. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder, og begyndte at græde. Pludselig stod det hele så klart for mig igen. Hvordan jeg så træet nærme sig bilen, og smadre ruden, inden alt blev sort, og det næste jeg så var min mors livløse krop mod den blodplettede sne. Og jeg huskede smerten da hendes hvide kiste forsvandt i jorden. Men mest af alt huskede jeg da jeg så min bror dø. Hans åndedræt var overfladisk, og kun en maskines bippen fortalte mig at han levede. Jeg sad ved hans side, og så op på lægen. Det var et halvt år efter min moders død, og den samme dato min far forlod os. Hans fødselsdag. Jeg nikkede til lægen, og han slukkede maskinen, mens jeg rettede blikket mod min bror. Hans hoved var så bart uden alt hans lyse hår. Han var tynd, og bleg. jeg tog hans hånd, og gav den et klem i håbet om at han ville klemme igen. Men intet skete. Ikke andet end at han trak vejret en lille smule dybere end før, og så blev stille. Jeg stirrede på ham, og derefter på lægen der noterede noget på sit papir, og dækkede hans ansigt. Den dag besluttede jeg aldrig at elske nogen igen. Indtil jeg mødte dig.
“Em?”, din stemme rev mine tanker i stykker, og jeg løftede hovedet. Dine øjne var stadig blanke, men du græd ikke. Ringen lå på gulvet, og du sad op og så på mig med et bekymret blik.
“Em? Du må ikke græde. Du er så stærk. Vi kan klare dette.”, dine øjne var så kærlige, og bekymrede at jeg lænede mig mod dig, og lod mine læber møde dine.

Jeg kan huske dig til begravelsen. Du havde en grå smoking på og dit elskede lyserøde slips. Du insisterede på at have det på fordi din mor havde givet dig det engang for længe siden. Dit hår krøllede, og du så stædigt ned på dine hænder under hele gudstjenesten. Jeg vidste a tag dine mørke solbriller var dine øjne fjerne, og væk i et gammelt minde. Du rokkede stille frem, og tilbage på kirkebænken, og da vi rejste os for at følge efter kisterne tog jeg din hånd, og du flettede vores fingre sammen. Med tænderne bidt hårdt sammen gik vi langsomt mod gravstedet vi havde valgt sammen. Det lå under et træ, og fjernt. Du vidste det havde været din mors ønske at blive begravet fjernt fra alle andre, og det blev hun. Mens vi tavse så på mens kisterne blev sænket ned i hullet trykkede du min hånd hårdt, og da jeg så op på dig glinsede dine kinder af tårer. Du slap min hånd, og trådte frem mod det mørke hul. Lod to hvide roser dumpe ned i det, og vendte dig mod forsamlingen.
“Forstår i. de to mennesker vi lige har begravet var min eneste familie. De eneste der nogensinde har været der for mig. De har altid kunne forstå mig. Kendte mine inderste følelser. Der er kun en anden person der kan det. Em. Jeg elsker dig, men jeg må alligevel gøre det forbi. For alle jeg elsker skal åbenbart dø. Em, jeg vil ikke have du skal dø så derfor er det slut. Forbi. Tak for hjælpen, men jeg vil redde dit liv. Farvel Em.”, dine kinder var våde, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Uden et eneste ord mere vendte du dig om og forsvandt mellem træerne, og gravstenen. Hele forsamlingen blev stille, indtil en eller anden tog mig i armen og blidt sagde:
“Em, der er noget du skal vide.”, Tom første mig langsomt mod en bænk, og jeg sank sammen på den. Han stod stille og så på mig, inden han rømmede sig.
“Em, Danny har ikke haft det nemt, og han fortalte mig en ting i morges. Det vil han gerne havde du ved. Em?”

Kritik tak(:

WHAT NOOO!!!
AWW... lille pusling... har ondt af Danny...
Men han ska da heller ikk bare efterlade dig!!

Åh, nej Kan ikke vente på det næste

Btw. plejer virkelig at læse fic hvor der er begravelser i, men det er fordi jeg kommer til at tænke på min morbrors begravelse hver gang, han døde for nogle år siden, sådan helt pludseligt.... Men jeg sys stadigvæk det er rigtig godt skrevet.. og lod mig virkelig rive med!

Mange tak(: