Sara's fic..

Jeg svarede ham ikke, jeg sad blot og stirrede ud i luften, og forsøgte at presse tårerne tilbage. Jeg fattede ikke hvorfor du var rejst. Havde du gjort det bare en måned inden ville jeg kunne se en smule fornuft i det, men ikke efter det du sagde til mig den nat vi lå i hinandens arme, og så op i himlen.

“Lov mig at vi altid skal være ærlige overfor hinanden.”, havde du hvisket, og jeg havde nikket. Jeg havde sværget at jeg aldrig ville lyve overfor dig. At jeg aldrig ville skjule noget. Jeg havde jo ingen ting at skjule for dig. Du vidste alt om mig, og jeg troede jeg vidste alt om dig. Lige indtil den dag ved begravelsen hvor du uden grund forlod alt. Dine venner, mig, din familie, og dine fans.

“Em? Du skal vide det her.”, Toms grådkvalte stemme rev mig ud af mine tanker. Langsomt drejede jeg hovedet og så på ham. Hans brune øjne var fulde af sorg. Jeg ved ikke om det var over dig, eller din søster, og mor. Han sank, og begyndte at tale.
“Em. Da Danny var barn havde han en drøm. Han ville blive til noget stort. Ville være på alles læber. Han ville flyve højt. Og det er han kommet til. Han er berømt Em. Men hans vinger er blevet kolde. Alle han elsker dør fra ham, eller forlader ham. Han kan bare ikke mere. Han må væk fra alt. Måske bare et stykke tid, måske for evigt. Ikke engang han selv ved det. Han..”, Toms stemme knækkede over.
“Han ved det ikke selv. Em, han er bange. Bange for at du vil dø. Bange for at fansene vil blive vrede over han er forsvundet. Han bad mig om at sige.. Om at sige undskyld. At han er frygtelig ked af alt dette, og at han en dag vil komme tilbage.”, jeg så på ham, og så hvordan solen glinsede tårerne på hans kinder. Jeg så hvordan hans mørke øjne var fulde af rædsel. En skræk så dyb at den aldrig ville forsvinde. Danny, jeg så hvor bange han var. Bange for at miste dig. Miste alt. Jeg kunne mærke en klump i min hals, og lagde min ene hånd mod den lille hårde bule på min mave. Så rejste jeg mig op, og vendte mig mod Tom. Hans lange, lyse hår fangede solens stråler, og en enkelt tot var våd af tårer. Jeg sukkede, og sank.
“Jeg er gravid.”, hviskede jeg, og satte i løb. Jeg løb forbi den lille forsamling, og videre ud på parkeringspladsen. Den varme brise løftede mit hår omkring mit ansigt, og jeg drejede om et hjørne. Den varme juli dag var fulde af mennesker. De var overalt, og de vendte alle ansigterne efter mig da jeg styrtede forbi dem med tårer i øjnene, og en hånd presset mod min mave hvor jeg vidste at et lille liv voksede.

Danny, jeg løb men uden et mål. Jeg ville væk, og væk blev jeg. Jeg endte ved nogle få træer der stod i en klynge. Jeg stoppede forpustet op, og så mig omkring. Længe stod jeg og så på træerne, indtil det langsomt dæmrede for mig. Jeg var endt det selv samme sted vi mødtes. “Skæbnens ironi.”, tænkte jeg. Jeg sank sammen i græsset, og åndede den søde duft af græsset ind. En svag bevægelse fangede min opmærksomhed, og jeg løftede hovedet. Langsomt rejste jeg mig. Der stod du. Mellem træerne, og så på mig. Dine blå øjne funklede, og dine kinder var våde. Du trådte ud fra skyggerne og stoppede få skridt fra mig. Jeg så hvordan du sank to gange, og derefter begyndte at tale.
“Em jeg kan ikke mere. Jeg må væk.”
“Hvorfor?”, jeg hviskede, og du trådte et skridt nærmere. Jeg kunne se tårerne stige op i dine øjne igen.
“Jeg havde denne drøm. Jeg ville gøre min mor stolt. Hun skulle være stolt af mig! Ikke dø! Jeg faldt. Jeg faldt for langt. Jeg kan ikke mere. Undskyld! Tilgiv mig! Jeg kommer igen, men lige nu kan jeg ikke klare mere. Hvad vis du også dør?”, du tav, og en enkelt tårer ramte græsset. Jeg kunne intet sige. Alt jeg så var skyldfølelsen i dine øjne. Smerten ved at forlade mig, men alligevel gjorde du det. Alligevel forlod du mig. Trods smerten vendte du dig om, og forsvandt mellem træerne. Det eneste du efterlod var et lyserødt slips der blafrede i vinden fra grenen i det træ jeg fandt dig under. Med tøvende skridt nærmede jeg mig det, og fjernede det forsigtigt fra grenen. Jeg strøg det langsomt, og vendte det om. Der på bagsiden stod der nogle få linjer.

Vi to mødes igen
Et sted hvor de falske ord
forstummes af vores sandhed

Jeg knugede slipset hårdt mellem mine fingre, og lod tårerne få frit løb. De ramte mine hænder, og jeg lod mig synke sammen endnu en gang. Denne gang kunne jeg bare ikke nyde græssets duft. Mit hoved var fyldt med sorg, og en begyndende ensomhed.

Danny den dag knuste du virkelig mit hjerte. Jeg havde givet dig det mellem dine hænder, og langsomt havde du klemt livet ud af det. I det øjeblik jeg så dig forsvinde mellem træerne ønskede jeg at dø. Jeg ønskede at synke ned i en søvn så dyb, at jeg aldrig ville vågne igen. Den dag ønskede jeg at du ville falde død om. Det gjorde jeg. Men intet skete. Og nu sidder jeg har med din søn. Han er født den første marts, og er dagen i dag tre måneder gammel. Det er et år siden jeg sidst så dig. Så dine øjne, og dit smil. Danny jeg savner dig. Derfor skal du vide en ting. Aldrig, aldrig nogensinde vil jeg svigte dig, eller nogen anden som du svigtede mig. Aldrig vil jeg forlade din søn Danny. Han kommer aldrig til at møde sin far. Han vil vokse op med gamle billeder af dig, og aldrig vil jeg fortælle ham hvad du gjorde. Forlod alt du kendte, og holdte af dig. Danny, jeg vil altid elske dig.

Jeg har bedt Tom om at sende disse ark til den adresse han sidst hørte fra dig. Jeg håber inderligt du vil huske mig, og ærge dig over aldrig at møde din søn.

-Emma.

Han slap de tætskrevne ark, og langsomt dalede de mod det beskidte gulv i lejligheden. hans blå øjne blev fulde af tårer, og et enkel hulk undslap ham. hvad havde han gjort?

Afsnit 10.
Tankerne myldrede rundt i hans hoved som han sad der på gyngen en tidlig morgen i august, med en følelse af at have mister noget vigtigt i hans liv. Han savnede følelsen af at være elsket. Et år, og fem måneder var gået siden den følelse sidst have indfundet sig i hans krop. 17 måneder var der gået. Og nu ville han ikke leve alene mere. Han ville finde hans elskede Emma. Han så ud over den tomme legeplads, og kunne mærke en klump vokse i hans hals. Vis bare ikke han var stukket af kunne han i selv samme øjeblik sidde og se sin søn sove trygt. “det er din egen skyld Danny!” de samme ord, gentaget igen, og igen. Altid de samme ord. De sidste ord hans mor sagde til ham inden hun døde. “Stop det Danny. Du har sagt farvel, og må acceptere tingene som de er.” En enkelt tåre ramte den tørre jord, og lavede en mørk plet. Han blinkede inden flere nåede at samle sig i hans øjne, og pustede til hans hår der var klippet kort. Kortere end nogensinde før. Han kørte sin ene hånd gennem det, og rejste sig op. “Det er for sent. Alt, alt for sent.” Han så sig om på den lille legeplads, og smilede ved synet af en bror der legede med sin søster. Langsomt bevægede han sig hen over legepladsens sand, og lyttede tavs til barnets latter, mens han igen kunne mærke tårerne stige op i sine øjne. Han savnede Emma! “Danny, nu finder du hende, og snakker med hende. Ikke andet! “

“Det’ Tom?”, intet var forandret. Hans stemme var præcis som den sidste gang de talte sammen.. Han lød stadig som den ven han engang var.
“Hej. Tom..”, begyndte han.
“Danny? Danny er det dig?”, Tom afbrød ham, og hans stemme steg en smule. Hans hånd der holdt om mobilen begyndte at ryste, og han kunne mærke svede springe frem i håndfladen.
“Tom.. Jeg.. Undskyld!”, Dannys stemme knækkede over, og han måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Hans øjne lev blanke, og han måtte lukke dem for ikke at hulke.
“Det er okay.”, Toms stemme var helt rolig, og de få ord dyssede ham til ro. Det havde Danny altid elsket ved ham. At han altid bevarede fatningen, og altid kunne få ham til at slappe af, selv over telefon.
“Jeg vil..”
“Danny, du skal lige vide inden du siger noget at vi ikke bebrejder dig noget, og at bandet er gået op standby.”, Tom afbrød ham. Danny åndede tungt ind, og sank noget spyt. Toms ord rungede i hans ører, og hans hjerte slog lidt kraftigere.
“Jeg.. Jeg vil ikke være alene mere.”, stammede han, og kunne mærke en klump i halsen.
“Det er forståeligt.”, Toms stemme var rolig som altid, og han gav Danny den tid han havde brug for. Langsomt kom han i gang med at fortælle hvad han ville.
“Jeg vil lære min søn at kende, og jeg vil fortælle Emma at jeg er ked af alt det her.”, Danny tav. Hans blå øjne var blanke, og han så hen mod det hus han vidste Tom boede i. Ha frygtede at se en skikkelse vise sig i et af vinduerne. Han var bange for at han så ikke ville kunne gøre andet end at løbe mod det hvide hus. Tom åndede ud i røret.
“Danny.. Emma arbejder meget. Hun er fotograf, og er næsten aldrig hjemme. Daniel, din søn, er for det meste hos mig, og Gio. Jeg tror hun arbejder for at glemme hvad der er sket. Da du rejste fik hun en depression, og var indlagt længe. Jeg syntes ikke du skal opsøge hende vis du ikke er sikker på at du bliver denne gang.”, Toms stemme skælvede for første gang under samtalen, og Danny sank.
“Jeg savner jer. Jeg savner at holde af nogen, og jeg savner aldrig at være alene. Jeg er sikker. Jeg vil aldrig være alene igen.”, han hviskede, og fulgte med øjnene en bille der kravlede hen over stien.
“Danny, jeg ved det godt. Hvor er du, så kan vi mødes? De andre kommer snart, men jeg kan godt nå at snakke med dig inden.”, Danny udstødte et lille gisp af glæde, og smilede for sig selv.
“Jeg sidder på en bænk overfor dig hus, bag en busk.”, hviskede han og lagde på.