The Sunshine Nation

så er der fic. fra mia og mia (dannymedlund og mia-xxx)
det kan være lidt forvirrende når vi begge hedder mia,
så mia's pov (mia-xxx) er farvet med blå
og mia (dannysmedlund) er farvet med rød.
der må gerne gives ros og ris tak


enjoy :p

kapitel 1. Prolog
Mia-POV
”Wow!” udbrød jeg, da jeg trådte ind i min nye lejlighed, som jeg delte med min veninde og navnesøster Mia. ”Her er… lyst,” sagde hun, ”og tomt.” Alle væggene var lyse, og vinduerne var store. Der var egentlig overraskende mange vinduer. Det var midt på dagen, så solens stråler fyldte rummet og afslørede støvet i luften, hvilket jeg altid har fundet smukt og fascinerende. ”Så lad os få ændret det!” sagde jeg og gik ivrigt hen imod kasserne efterfulgt af en lige så ivrig Mia. Efter 4 timers arbejde, var vi færdige og begge så udmattede at vi ikke orkede at lave mad. Så vi bestilte en pizza og slog os ned på sofaen. ”Jeg kan mærke at det her bliver det bedste år i mit liv!” sagde Mia. ”Ja! Vi er i England, vi er alene, vi er fri. Det er bare fantastisk!” svarede jeg med munden fuld af pizza. Vi snakkede resten af aftenen og ingen af os orkede at rejse os for at gå i seng, så vi faldt bare i søvn på sofaen.
Mia E-POV
Jeg vågnede ved lyden af en ambulance og så på min mobil, kl. var 09.00. jeg så over på Mia som stadig lå og snorkboblede, med et lyserødt plys tæppe over sig. Jeg gik ud på bade værelset og tog et hurtigt bad. Bagefter ristede jeg to stykker brød med smør og lavede en kop te. Jeg tog min jakke på og gik ned i parken for at tage nogle billeder. Hele mit liv har jeg drømt om at blive fotograf og jeg elskede i sær at tage morgenbilleder af naturen. Da jeg kom derned, stillede jeg alt mit fotoudstyr op (tro mig der er meget!) Jeg tog nogle billeder af en fuglemor, der gav sine fugleunger mad, men da jeg skulle til at tage et billede af et træ, så jeg noget i linsen. Det var ikke en fugl, det var et menneske. Det var Danny fra Mcfly! Jeg fik et sug i maven! Hvorfor stod han og kiggede på mig? Han flyttede ikke sine øjne eller hoved en eneste gang! Lige pludselig var han væk, og jeg kunne ikke se ham mere. Øv! Han var eller sød at kigge på. Jeg kunne høre nogen der rømmede sig bag ved mig. Det var Danny.
”Hey” sagde han ”hey” svarede jeg.
”Do you live here?” spurgte han mig efter et par sekunders stilhed. ”Yeah, my friend and I just moved to London yesterday ”
”Ah” sagde han og kiggede lidt den anden vej. Jeg kunne ikke lade vær med at grine, han var bare så sød!
”Why are you laughing?” spurgte han med sin skønne accent.
”I don’t know, i can’t stop again!”
”are you a photographer”?
”no I’m not, but I love to take photos!”
“ can I see?” sprugte han og pegede på mit kamera.
”Sure.”
Jeg hadede når folk så mine billeder, det kan godt være at de var gode og alt det der, men det er bare så pinligt, især dår det er Danny fra McFly! Han så skærmen på kameraet.
”Oh thats a good picture!” sagde han og kiggede på mig med det store smil han altid laver.
”Thats my freind Mia and her dog Yuki.”
”Yuki? What a weird name!”
“Yeah I know Mia is weird, but I love her and Yuki.” Han grinede.
“You are quite funny,” sagde han, “What’s your name? “
“Mia, my name is Mia.”
“But?” begyndte han.
“Yeah I know Mia and Mia. Name sisters.”
“Nice” sagde han og smilede skævt.
“But I have to go, nice to meet you Danny.”
“Nice to meet you too. Sorry I’m asking but can I have your number?”
“Sure! Here you go!” Jeg gav ham et lille kort hvor der stod mit navn mail og telefon nummer. ”Thank you. Bye.”
”Bye,” sagde jeg og klikkede igen med kameraet.
Jeg var i den 7. Himmel

Mia-POV
Da jeg boede i Danmark brugte jeg meget af min tid på basketball. Jeg trænede mange gange om ugen og havde spillet i 6 år, og det at jeg var flyttet skulle i hvert fald ikke stoppe mig fra at spille. Så den næste dag begav jeg mig ud i London for at finde et sted at spille. Jeg regnede med at skulle gå i lang tid for at finde et, men der var en stor hal tæt på vores lejlighed. Den var faktisk under en kilometer herfra, så da jeg så den, begyndt jeg at løbe derhen. Da jeg åbnede døren mødte den velkendte lugt af hal og bolde mig velkommen, og jeg lukkede øjnene et kort øjeblik og indåndede duften.
”Can I help you?” spurgte en kvindelig stemme, og jeg åbnede hurtigt øjnene, og mærkede straks mine kinder blive røde.
”Oh, yeah I was wondering if there’s any basketball teams here?” sagde jeg. Kvinden smilte til mig og nikkede.
”Do you play?” spurgte hun.
”Well yeah. I just moved from Denmark and I’ve been playing for about 6 years back there,” smilte jeg.
“Then I assume you would like to join us?”
“Well yeah I would love that!”sagde jeg entusiastisk.
“We train Mondays, Wednesdays and Saturdays. So you can come and join us today? We begin 4 and then we’re done around 6,”smilede hun.
“Sure, I’ll be there!”sagde jeg og smiled tilbage, “Thank you.”Hun nikkede og vendte sig derfter om for at gå igen.
“Wait!” sagde jeg, da jeg pludselig kom i tanke om et vigtigt spørgsmål. ”Do you mind if I play a bit now? On my own of course.” Hun rystede på hovedet. ”Go ahead and play all you want!”

Jeg skyndte mig tilbage efter mit træningstøj og løb så tilbage til hallen. Det tog mig ikke så lang tid at finde et omklædnings rum og der skiftede jeg hurtigt og skyndte mig ud på banen. Jeg havde taget min egen bold med for en sikkerhedsskyld og som en lille opvarmning driblede jeg lidt rundt på banen. Da jeg startede med at spille som 14 årig, havde jeg en del problemer med mit knæ, men efter mange måneders træning af musklerne ved knæet begyndte smerten lige så stille at forsvinde, og jeg kunne ikke mærke det længere. Jeg nød roen i hallen, og udnyttede tiden med at øve finter, skud og lay-ups. Min plan var at spille en times tid mere, og så skynde mig hjem og tage et hurtigt bad, få noget at spise og komme i noget ny træningstøj, inden vi skulle spille klokken 4.

Efter en halv time kunne jeg mærke at jeg ikke var alene længere. Jeg kiggede rundt og det var der jeg fik øje på ham. Han stod ved indgangen og lænede sig op ad muren. På trods af afstanden kunne jeg tydeligt genkende ham som bassisten fra mit tidligere yndlingsband McFly. Great! Jeg stinker af sved, mit ansigt er knaldrødt og jeg puster som en lungesyg hvalros. Hvorfor nu? Åh nej han kommer herover. Jeg prøvede at koncentrere mig om spillet igen, men det var ret svært. ”Mind if I join?” lød hans dejlige stemme et sted bagved mig, og mine knæ gave næsten efter. ”Uhm, sure,” sagde jeg og prøvede at kontrollere min stemme. Det gik godt nok, og min stemme rystede ikke og jeg stammede ikke. Hvor galt kunne det gå? Jeg vendte mig om og han var tættere på end jeg havde troet. ”Here,” sagde jeg og gav ham bolden, ”I’ll let you start with the ball.” Han hævede sine øjenbryn og smilede et uimodståeligt smil. ”Underestimating me are we? Well well, you’re gonna regret it,” sagde han i en drillende tone.
”Maybe,” svarede jeg. Jeg blev helt overrasket da han pludselig kørte mod kurven, og jeg tog et skridt hen for at stoppe ham. Han løb frontalt ind i mig, og jeg faldt bagover, og han landede ved siden af mig. ”Sorry!” I exclaimed! ”Are you okay? Jeg rullede over for at se om han var okay, men blev noget overrasket. Han rystede af grin. ”Looks like I’ll have to be careful around you! You’re not so afraid to get hurt are you?” fik han sagt, da han igen kunne trække vejret. ”Not really no,” sagde jeg og rødmede. Han blev ved med at grine og det smittede. Efter lidt tid rejste han sig op og rakte hånden ned for at hjælpe mig op. Jeg tøvede lidt, og tog så fat i den, og han hev mig op. ”I’m Dougie by the way,” sagde han, og hans lyse blå øjne borede sig ind i mine. Min mave trak sig sammen og jeg havde lyst til at hoppe rundt af glæde. ”Mia,” svarede jeg. ”Wanna continue playing?” spurgte han. Jeg kiggede på mit ur og opdagede at jeg burde være på vej hjem nu. Den var 3. ”Sure” sagde jeg i stedet og blev enig med mig selv om at spille med ham indtil træningen begyndte. Det fortrød jeg ikke.