STIL xD

Hej (:
Jeg tænkte på, om der var nogen, der havde interesse i at læse min danske stil om McFly?
Den er efterhånden ved at være gammel, men den ligger alligevel bare på min computer? xD
Så hvis der er nogen, der kunne få glæde af den ?

Ja hvorfor ikke?!
Det er altid godt med noget nyt læsestof om mcfly drengene.. :'D
Jeg er helt klart interesseret!

Lyder cool, Jeg er med på den

3. På balkonen
”Johanne, Johanne. Skynd dig. Kom og se!” kom et råb pludseligt inde fra stuen. Uden at blinke smed jeg mine geografibøger på sengen og spænede ud fra mit værelse og videre ind i stuen. Mit hjerte dundrede, kun tilskadekomne folk råber på den måde. Men der var ingen mennesker i stuen, og overhovedet ingen tilskadekomne. Mine øjne flakkede fra side til side, indtil jeg tilfældigvis skimtede min fars refleksion i vinduet. Jeg gik ud på altanen med hastige skridt, ud til min far. ”Far din hat, hvad fanden skriger du sådan for? Jeg troede sgu’ da at nogen var døende eller noget!”. ”Se der. Kan du se hvad det er?” spurgte han med sin normale, rolige stemme. Jeg kiggede ned, og i det splitsekund der gik, fra jeg lænede mig fremover, til jeg kunne se noget, mærkede jeg uroen i maven igen. Da jeg endelig havde lænet mig langt nok udover rækværket kunne jeg se klappende, syngende og dansende folk. Det var Comic Relief’s årlige velgørenhedsoptog i anledning af ”red nose day”. Jeg havde slet ikke ænset al larmen i min fortvivlelse. ”jeg vidste ikke at de ville komme forbi vores stræde i år!?” Sagde jeg lige akkurat højt nok til at min far kunne høre det.
Mens mine øjne fulgte alle menneskerne der løb vildt og uorganiseret frem og tilbage, hørte jeg min fars næsten lydløse fodtrin forsvinde bag mig. Jeg var så betaget af hele optoget, at jeg end ikke spurgte ham hvad han skulle.
Jeg gik ind i stuen, tog en af spisestolene, og satte mig tilbage på altanen. Jeg sad og trommede mine fingre på rækværket i takt med pigegardens march. Langsomt begyndte min fod også at vippe med. Jeg kunne føle rytmen helt nede i maven. Det var skøn følelse, jeg følte mig som en del af optoget.
”What’ you doing, mate?” sagde min far på sin dårlige, dog komiske, britiske accent. Jeg vendte mig rundt, og blev mødt med et uventet syn af hele nabofamilien. Jeg blinkede 2 hurtige blink med øjnene, det var rigtigt nok. Der havde jeg siddet og gjort mig fuldstændig til grin overfor naboerne.
Jeg fik sagte fremstammet et ”hej”, men var stadig lidt chokeret over deres pludselige tilstedeværelse.
Min far stillede de stole, han havde bragt med fra stuen af, på altanen. ”Velkommen. Sæt jer ned” skyndede min far glædeligt. Jeg kiggede igen over rækværket. Der var ingen musik mere. Det eneste liv var klovnene der rendte rundt og gav børnene slik. Jeg forstod det ikke. Det kunne da ikke allerede være ovre.
”everyday feels like Monday, There is no escaping from the heartache.” Kunne jeg høre en ung mands bløde stemme synge lidt længere nede ad gaden.
”Now i wanna put it back together.” fortsatte han, mens 2 akustiske guitarer spillede med.
Pludselig mærkede jeg en sitren i hele kroppen. Mit hjerte galoperede ustyrligt. ” DET ER MCFLY” brølede jeg hæmningsløst. Mine lyserøde æblekinder trykkede sig op mod mine øjne, da mine mundvige fløj helt op til skyerne.
Jeg fløj tilbage i stolen, jeg kunne ikke tro det. De drenge jeg havde drømt om, internet-stalket stod lige lidt længere ned ad gaden. De drenge som havde været min førsteprioritet, de drenge som havde været mit liv de sidste mange år, stod lige lidt længere nede ad gaden.
”Du er helt bleg, Dear” – prøvede min far at komme igennem til mig. Jeg stirrede ind i hans dybe mørkeblå øjne. Langsomt og rolig kom jeg til mig selv igen. Jeg lænede mig udover rækværket på ny, og kiggede på McFly komme spankulerende hen ad gaden. Danny og Tom gik med deres akustiske guitarer og sang, mens Dougie og Harry raslede med indsamlingsbøsser. Folk glanede efter Dougie og Harry. Det må ha’virket helt surrealistisk for dem at stå ansigt til ansigt med så kendte mennesker. Jeg misundede dem som havde rørt deres hånd. Nogle af de unge mennesker på gaden fik kram og mulighed for at tage billeder af McFly. Medens jeg kunne stå her langt over deres hoveder, og bare se på.
”Out of our minds and out of time, wishing I could be with you” kunne jeg høre Toms stemme synge. Det sitrede helt nede i mine tæer, når han ramte de lyse toner. Han havde en guddommelig stemme, den var bare lidt bedre end alle andres. Den måde han kunne nå høje såvel som dybe toner, og når hans stemme lige knækkede over, var bare himmelsk. Jeg kunne dø, nå han lige twistede sin stemme.
Jeg fulgte hvert eneste lille skridt McFly tog, hver en lille streng Danny ramte med sit plekter. Jeg betragtede betaget den måde, at Dannys hoved nikkede i takt med musikken.
Hver gang Danny åbnede munden og man kunne se hans perfekte tænder, bankede mit hjerte 14 gange hurtigere end normalt. Hver gang han kiggede på Tom og blinkede, kildede det i min mave.
Jeg tror mine smilebånd var overbelastede efter at have kigget så intenst på Dannys, som altid, perfekte jeg.
”Johanne? Nu er du helt væk igen!?” spurgte min far. ”Er du dårlig eller noget?” forsøgte han sig igen. ”Hold nu bare kæft” grinede jeg af ham, medens jeg vendte mig om og så på ham.
Han smilede lumsk, mens han holdt noget sammenrullet stof frem imod mig. ”værsgo, rul det ud” smilede han, mens jeg rev stoffet ud af hans store hænder. Jeg spredte det ud på gulvet og læste de påmalede ord: ” McFly rock my world”. Jeg fløj over at omfavnede ham. ”Hvorfor? Hvornår?” fremstammede jeg glad. Han nikkede bare overbærende, og smilede. Han må ha’ vist hvad McFly betød for mig. Jeg hang Banneret over rækværket, og smilede til McFly. Og I et kort sekund følte jeg Dannys taknemmelighed.

Det vi skulle skrive ud fra, var et billede af nogle mennesker, der kiggede ned på gaden fra en balkon xD
-Og vi skulle forestille os, at vi var et af menneskerne xD

DeeDeelicious skrev:

3. På balkonen
”Johanne, Johanne. Skynd dig. Kom og se!” kom et råb pludseligt inde fra stuen. Uden at blinke smed jeg mine geografibøger på sengen og spænede ud fra mit værelse og videre ind i stuen. Mit hjerte dundrede, kun tilskadekomne folk råber på den måde. Men der var ingen mennesker i stuen, og overhovedet ingen tilskadekomne. Mine øjne flakkede fra side til side, indtil jeg tilfældigvis skimtede min fars refleksion i vinduet. Jeg gik ud på altanen med hastige skridt, ud til min far. ”Far din hat, hvad fanden skriger du sådan for? Jeg troede sgu’ da at nogen var døende eller noget!”. ”Se der. Kan du se hvad det er?” spurgte han med sin normale, rolige stemme. Jeg kiggede ned, og i det splitsekund der gik, fra jeg lænede mig fremover, til jeg kunne se noget, mærkede jeg uroen i maven igen. Da jeg endelig havde lænet mig langt nok udover rækværket kunne jeg se klappende, syngende og dansende folk. Det var Comic Relief’s årlige velgørenhedsoptog i anledning af ”red nose day”. Jeg havde slet ikke ænset al larmen i min fortvivlelse. ”jeg vidste ikke at de ville komme forbi vores stræde i år!?” Sagde jeg lige akkurat højt nok til at min far kunne høre det.
Mens mine øjne fulgte alle menneskerne der løb vildt og uorganiseret frem og tilbage, hørte jeg min fars næsten lydløse fodtrin forsvinde bag mig. Jeg var så betaget af hele optoget, at jeg end ikke spurgte ham hvad han skulle.
Jeg gik ind i stuen, tog en af spisestolene, og satte mig tilbage på altanen. Jeg sad og trommede mine fingre på rækværket i takt med pigegardens march. Langsomt begyndte min fod også at vippe med. Jeg kunne føle rytmen helt nede i maven. Det var skøn følelse, jeg følte mig som en del af optoget.
”What’ you doing, mate?” sagde min far på sin dårlige, dog komiske, britiske accent. Jeg vendte mig rundt, og blev mødt med et uventet syn af hele nabofamilien. Jeg blinkede 2 hurtige blink med øjnene, det var rigtigt nok. Der havde jeg siddet og gjort mig fuldstændig til grin overfor naboerne.
Jeg fik sagte fremstammet et ”hej”, men var stadig lidt chokeret over deres pludselige tilstedeværelse.
Min far stillede de stole, han havde bragt med fra stuen af, på altanen. ”Velkommen. Sæt jer ned” skyndede min far glædeligt. Jeg kiggede igen over rækværket. Der var ingen musik mere. Det eneste liv var klovnene der rendte rundt og gav børnene slik. Jeg forstod det ikke. Det kunne da ikke allerede være ovre.
”everyday feels like Monday, There is no escaping from the heartache.” Kunne jeg høre en ung mands bløde stemme synge lidt længere nede ad gaden.
”Now i wanna put it back together.” fortsatte han, mens 2 akustiske guitarer spillede med.
Pludselig mærkede jeg en sitren i hele kroppen. Mit hjerte galoperede ustyrligt. ” DET ER MCFLY” brølede jeg hæmningsløst. Mine lyserøde æblekinder trykkede sig op mod mine øjne, da mine mundvige fløj helt op til skyerne.
Jeg fløj tilbage i stolen, jeg kunne ikke tro det. De drenge jeg havde drømt om, internet-stalket stod lige lidt længere ned ad gaden. De drenge som havde været min førsteprioritet, de drenge som havde været mit liv de sidste mange år, stod lige lidt længere nede ad gaden.
”Du er helt bleg, Dear” – prøvede min far at komme igennem til mig. Jeg stirrede ind i hans dybe mørkeblå øjne. Langsomt og rolig kom jeg til mig selv igen. Jeg lænede mig udover rækværket på ny, og kiggede på McFly komme spankulerende hen ad gaden. Danny og Tom gik med deres akustiske guitarer og sang, mens Dougie og Harry raslede med indsamlingsbøsser. Folk glanede efter Dougie og Harry. Det må ha’virket helt surrealistisk for dem at stå ansigt til ansigt med så kendte mennesker. Jeg misundede dem som havde rørt deres hånd. Nogle af de unge mennesker på gaden fik kram og mulighed for at tage billeder af McFly. Medens jeg kunne stå her langt over deres hoveder, og bare se på.
”Out of our minds and out of time, wishing I could be with you” kunne jeg høre Toms stemme synge. Det sitrede helt nede i mine tæer, når han ramte de lyse toner. Han havde en guddommelig stemme, den var bare lidt bedre end alle andres. Den måde han kunne nå høje såvel som dybe toner, og når hans stemme lige knækkede over, var bare himmelsk. Jeg kunne dø, nå han lige twistede sin stemme.
Jeg fulgte hvert eneste lille skridt McFly tog, hver en lille streng Danny ramte med sit plekter. Jeg betragtede betaget den måde, at Dannys hoved nikkede i takt med musikken.
Hver gang Danny åbnede munden og man kunne se hans perfekte tænder, bankede mit hjerte 14 gange hurtigere end normalt. Hver gang han kiggede på Tom og blinkede, kildede det i min mave.
Jeg tror mine smilebånd var overbelastede efter at have kigget så intenst på Dannys, som altid, perfekte jeg.
”Johanne? Nu er du helt væk igen!?” spurgte min far. ”Er du dårlig eller noget?” forsøgte han sig igen. ”Hold nu bare kæft” grinede jeg af ham, medens jeg vendte mig om og så på ham.
Han smilede lumsk, mens han holdt noget sammenrullet stof frem imod mig. ”værsgo, rul det ud” smilede han, mens jeg rev stoffet ud af hans store hænder. Jeg spredte det ud på gulvet og læste de påmalede ord: ” McFly rock my world”. Jeg fløj over at omfavnede ham. ”Hvorfor? Hvornår?” fremstammede jeg glad. Han nikkede bare overbærende, og smilede. Han må ha’ vist hvad McFly betød for mig. Jeg hang Banneret over rækværket, og smilede til McFly. Og I et kort sekund følte jeg Dannys taknemmelighed.

Den er vildt SØD , gode beskrivelser og god måde at komme ind på McFly......

Det var mega godt kunne ikke lade være med at smile :p

aww tak, hvor er i søde (:

Jeg havde også den opgave til min dansk terminsprøve. (;

DeeDeelicious skrev:

3. På balkonen
”Johanne, Johanne. Skynd dig. Kom og se!” kom et råb pludseligt inde fra stuen. Uden at blinke smed jeg mine geografibøger på sengen og spænede ud fra mit værelse og videre ind i stuen. Mit hjerte dundrede, kun tilskadekomne folk råber på den måde. Men der var ingen mennesker i stuen, og overhovedet ingen tilskadekomne. Mine øjne flakkede fra side til side, indtil jeg tilfældigvis skimtede min fars refleksion i vinduet. Jeg gik ud på altanen med hastige skridt, ud til min far. ”Far din hat, hvad fanden skriger du sådan for? Jeg troede sgu’ da at nogen var døende eller noget!”. ”Se der. Kan du se hvad det er?” spurgte han med sin normale, rolige stemme. Jeg kiggede ned, og i det splitsekund der gik, fra jeg lænede mig fremover, til jeg kunne se noget, mærkede jeg uroen i maven igen. Da jeg endelig havde lænet mig langt nok udover rækværket kunne jeg se klappende, syngende og dansende folk. Det var Comic Relief’s årlige velgørenhedsoptog i anledning af ”red nose day”. Jeg havde slet ikke ænset al larmen i min fortvivlelse. ”jeg vidste ikke at de ville komme forbi vores stræde i år!?” Sagde jeg lige akkurat højt nok til at min far kunne høre det.
Mens mine øjne fulgte alle menneskerne der løb vildt og uorganiseret frem og tilbage, hørte jeg min fars næsten lydløse fodtrin forsvinde bag mig. Jeg var så betaget af hele optoget, at jeg end ikke spurgte ham hvad han skulle.
Jeg gik ind i stuen, tog en af spisestolene, og satte mig tilbage på altanen. Jeg sad og trommede mine fingre på rækværket i takt med pigegardens march. Langsomt begyndte min fod også at vippe med. Jeg kunne føle rytmen helt nede i maven. Det var skøn følelse, jeg følte mig som en del af optoget.
”What’ you doing, mate?” sagde min far på sin dårlige, dog komiske, britiske accent. Jeg vendte mig rundt, og blev mødt med et uventet syn af hele nabofamilien. Jeg blinkede 2 hurtige blink med øjnene, det var rigtigt nok. Der havde jeg siddet og gjort mig fuldstændig til grin overfor naboerne.
Jeg fik sagte fremstammet et ”hej”, men var stadig lidt chokeret over deres pludselige tilstedeværelse.
Min far stillede de stole, han havde bragt med fra stuen af, på altanen. ”Velkommen. Sæt jer ned” skyndede min far glædeligt. Jeg kiggede igen over rækværket. Der var ingen musik mere. Det eneste liv var klovnene der rendte rundt og gav børnene slik. Jeg forstod det ikke. Det kunne da ikke allerede være ovre.
”everyday feels like Monday, There is no escaping from the heartache.” Kunne jeg høre en ung mands bløde stemme synge lidt længere nede ad gaden.
”Now i wanna put it back together.” fortsatte han, mens 2 akustiske guitarer spillede med.
Pludselig mærkede jeg en sitren i hele kroppen. Mit hjerte galoperede ustyrligt. ” DET ER MCFLY” brølede jeg hæmningsløst. Mine lyserøde æblekinder trykkede sig op mod mine øjne, da mine mundvige fløj helt op til skyerne.
Jeg fløj tilbage i stolen, jeg kunne ikke tro det. De drenge jeg havde drømt om, internet-stalket stod lige lidt længere ned ad gaden. De drenge som havde været min førsteprioritet, de drenge som havde været mit liv de sidste mange år, stod lige lidt længere nede ad gaden.
”Du er helt bleg, Dear” – prøvede min far at komme igennem til mig. Jeg stirrede ind i hans dybe mørkeblå øjne. Langsomt og rolig kom jeg til mig selv igen. Jeg lænede mig udover rækværket på ny, og kiggede på McFly komme spankulerende hen ad gaden. Danny og Tom gik med deres akustiske guitarer og sang, mens Dougie og Harry raslede med indsamlingsbøsser. Folk glanede efter Dougie og Harry. Det må ha’virket helt surrealistisk for dem at stå ansigt til ansigt med så kendte mennesker. Jeg misundede dem som havde rørt deres hånd. Nogle af de unge mennesker på gaden fik kram og mulighed for at tage billeder af McFly. Medens jeg kunne stå her langt over deres hoveder, og bare se på.
”Out of our minds and out of time, wishing I could be with you” kunne jeg høre Toms stemme synge. Det sitrede helt nede i mine tæer, når han ramte de lyse toner. Han havde en guddommelig stemme, den var bare lidt bedre end alle andres. Den måde han kunne nå høje såvel som dybe toner, og når hans stemme lige knækkede over, var bare himmelsk. Jeg kunne dø, nå han lige twistede sin stemme.
Jeg fulgte hvert eneste lille skridt McFly tog, hver en lille streng Danny ramte med sit plekter. Jeg betragtede betaget den måde, at Dannys hoved nikkede i takt med musikken.
Hver gang Danny åbnede munden og man kunne se hans perfekte tænder, bankede mit hjerte 14 gange hurtigere end normalt. Hver gang han kiggede på Tom og blinkede, kildede det i min mave.
Jeg tror mine smilebånd var overbelastede efter at have kigget så intenst på Dannys, som altid, perfekte jeg.
”Johanne? Nu er du helt væk igen!?” spurgte min far. ”Er du dårlig eller noget?” forsøgte han sig igen. ”Hold nu bare kæft” grinede jeg af ham, medens jeg vendte mig om og så på ham.
Han smilede lumsk, mens han holdt noget sammenrullet stof frem imod mig. ”værsgo, rul det ud” smilede han, mens jeg rev stoffet ud af hans store hænder. Jeg spredte det ud på gulvet og læste de påmalede ord: ” McFly rock my world”. Jeg fløj over at omfavnede ham. ”Hvorfor? Hvornår?” fremstammede jeg glad. Han nikkede bare overbærende, og smilede. Han må ha’ vist hvad McFly betød for mig. Jeg hang Banneret over rækværket, og smilede til McFly. Og I et kort sekund følte jeg Dannys taknemmelighed.

aaaaaaaaaaaaaaaaawww....... den er rigtig god. Kan ikke lade være med at smile