Sara's fic..

heej(:

Jeg er lidt i tvirvl om den, da det kun er den anden længere historie jeg skriver. Derfor ligger jeg lige en progolog ind, så må i bestemme om den skal herind.


Det er alt min skyld


Progolog:

Jeg ved ikke hvem jeg skriver til Danny! Skriver jeg til dig, eller til mig selv? Eller måske skriver jeg bare til den person der gider læse vores historie. Den der vil lære dig at kende. Lære dine fejl at kende. Eller, vil Vide hvilket menneske du engang var.
Danny, det er et år siden du forlod os. Et år siden jeg sidst så dine øjne, og hørte din stemme. Jeg savner dig. Dine venner savner dig, og fansene savner dig. Danny, jeg skriver til dig. Et sidste minde om dig. Hvor end du er i verden ønsker jeg du en dag vil læse dette.

God/dårlig? skal den firtsættes, eller stoppe?

^ Kunne ikke have sagt det bedre, Ditte!
Det er super godt, fortsæt endelig!

Okidoki.
& mange tak. Er begyndt at skrive næste add.

Kom bare med den
den lyder spændene!

Herre spændende !!
Bring it on sista !

jep, luder mega cool xD continue! (: Can't wait for more. Og komme mere ind i det (:

Afsnit 1.

Danny, kan du huske den første gang jeg så dig? jeg var ude at løbe en tidlig morgen, og bestemte mig for at løbe gennem parken. græsset var fugtigt, og det var så tidligt at der ingen mennesker var. parken var helt stille, ikke engang fuglene sang. jeg åndede dybt ind, og drejede ned af en smal sti. Løb langsomt gennem et lille stykke med birketræer. Det var en smuk dag Danny. Det var forår, og jeg var bare glad for at være til sådan en dag. men mit humør skiftede til bekymring, da jeg så en skikkelse sidde op af et træ med ansigtet begravet i hænderne, og en sort guitar ved sin side. Jeg stoppede op, og stirrede i retningen. En svag hulken nåede mig. Have fuglene sunget havde jeg ikke hørt den. Mit gode humør var fordampet. Jeg begyndte at gå hen mod personen. Langsomt sank jeg ned på knæ, og løftede min arm, og lagde den på hans skulder. langsomt løftede han hovedet, og så på mig. Dine blå øjne var rødsprængte af gråd, og dine kinder våde. Jeg smilede til dig, og rakte min hånd frem mod dig. langsomt tog du den, uden at slippe mit blik. Du smilede.
“Hej. Jeg er Emma. Er du okay?”, spurgte jeg, og du slap min hånd.

Jeg ved godt det ikke er så langt, men jeg syntes det passer bedst at stoppe den der.

de skal nok blive længere. er bare ikke lige i 'længe' humør idag.. Errhm ja!

Jeg smider lige det jeg har skrevet nu ind. Ellers ombestemmer jeg mig bare, og sletter det..

Afsnit 2.

Da du ikke svarede mig, satte jeg mig bedre til rette og lod blikket glide ud over stien, og videre ind i skoven. Duggen lå stadig på græsset, og glimrede i solen, mens fuglene var begyndt at synge. Luften var fuld af dufte. Jeg snusede dybt ind, og nød duften af græs, og så mig omkring. Lige ved min side, mellem os stod en enlig mælkebøtte, og lyste op. Jeg smilede, og plukkede den. Det havde altid været min yndlings blomst. Ikke at den duftede godt, men fordi den kunne trængte gennem alt. Selv asfalt. Jeg lod dens fine blade kærtegne min kind, og smilede til dig. Du sukkede dybt, og så på mig.
“Nej,” vi sad lidt i tavshed. Jeg var begyndte at nulre blomstens blade af, og drysse dem ud i græsset, hvor de lå som små gule fjer. Du rømmede dig, og jeg så på dig. Du sad og stirrede ned i jorden, og pillede ved dine negle. Eller resterne af dem.
“Hun gik. Forlod mig, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg må have gjort noget galt.”, hviskede du, og jeg drejede hele kroppen for at se på dig. Dit brune hår var filtret, og du havde poser under øjnene. Jeg rakte langsomt ud, og tog din hånd.
“Vil du tale om det?”, spurgte jeg, og da du forvirret så på mig, grinede jeg.
“Hvad?”, du blinkede et par gange, og åbnede munden.
“Du.. Du ved godt hvem jeg er ikke?”, og til det måtte jeg svare nej. For jeg vidste ikke hvem du var, eller om jeg burde vide det. i stedet smilede jeg til dig, og du begyndte at fortælle…

Ohh !!!
Det er altså vildt godt !

Uh, glæder mig til mere.
Det er spændende at høre hvad der er sket!

Jeg tænkte på, om jeg skal ligge et nyt afsnit ind? Er snart færdig med det, så skal det bare læses igennem.

SaraJones skrev:

Jeg tænkte på, om jeg skal ligge et nyt afsnit ind? Er snart færdig med det, så skal det bare læses igennem.

JA! meget meget gerne! ;D

Afsnit 3.

“Hun er gået. Hun gik fra mig udenfor kirken! Jeg stod og så hvordan hun trådte ind ad døren, og så på mig. Hun havde ikke engang kjole på men hendes gamle beskidte jeans. Hun så bare på mig, og slap ringen. Lyden nåede mig, og da jeg hørte den gik det op for mig at det ingen joke var. Hun aflyste virkelig det hele. Det sidste jeg så var pressen udenfor kirken der væltede ind i kirken. Mere kan jeg ikke huske.”, mens du havde talt var dine hænder begyndt at ryste, og jeg stirrede på dig med åben mund. Så vidste jeg jo godt hvem du var. Du var Danny Jones. Min søster var kæmpe fan af dig, og talte aldrig om andet. Men jeg havde ikke kigget ordentligt på hendes plakater. Jeg havde altid bare troet du, og dine bandmedlemmer bare var endnu et boyband, med korrigerede dansetrin, og umenneskelige rene stemmer. Med nu hvor jeg sad ved din side kunne jeg jo udmærket forstår hvorfor hun var så vild med dig. Dit brune hår krøllede over dine blå øjne, og overalt i dit ansigt var der fregner. Jeg forstod pludselig hvorfor du sad der helt alene med din guitar. Jeg havde jo set hvordan du sank sammen midt på kirkegulvet i din smoking med hænderne for øjnene, og jeg så hvordan dine venner ilede mod dig for at beskytte dig mod pressen. Mellem dine fingre kunne man se hvordan tårerne glinsede på dine kinder, og hvordan hele din krop rystede af gråd. Dog smilede jeg da en af dine venner begyndte at råbe af pressen, og flåede sit hårbånd af for at kyle det ind i mængden af pressefolk. De tre andre sad omkring dig, og forsøgte at tale dig til fornuft, men det lod ikke til at du lyttede. Du slog frustreret ud efter dem, og rejste dig langsomt. Dine håndrygge strøg du hen over dine øjne, og derefter så du dig omkring. Pludselig tog fanden ved dig, og du for ud gennem alle menneskerne, og skubbe dem til side, mens du fortsat græd.
Alt dette så jeg på fjernsynet, mens jeg kunne føle vreden stige op i mig. Hvordan kunne noget menneske såre en anden så dybt? Hun havde givet dig et løfte, som hun brød.

“Er du okay?”, din stemme hev mig ud af mine tanker, og jeg forstod at jeg måtte have set mildest talt dum ud, mens jeg tænkte tilbage. Jeg smilede undskyldende.
“Jeg kom til at tænke på noget. Men jeg ved jo egentlig godt hvem du er. Min søster elsker dig helt vildt.”, da jeg sagde det smilede du svagt, og jeg smilede tilbage.
“Det gør mig ondt.”, sagde jeg sagte, og du stirrede på mig. Måske kunne du se jeg virkelig mente det, eller også troede du jeg var fra rummet.
“Det.. Det er okay.”, sagde du, og gav mig et langt, og varmt knus. Jeg så på dig, og du smilede til mig. Et rigtigt smil, der nåede øjnene.

Længe sad vi og fortalte om vores liv, og os selv. Du fortalte om din travle karriere, og om alle de venner du havde haft, som svigtede dig. Om alle dem som havde udnyttet dig, og derefter droppet dig. Du fortalte hvordan du sommetider ønskede at være normal igen, og kunne vågne en morgen uden at der var et eller andet du skulle nå. Jeg fortalte om mig. Jeg fortalte hvordan mine forældre var blevet dræbt et år før, og hvordan jeg havde været min søsters eneste familie. Jeg fortalte dig om mobningen, og om alle de hårde timer i et hjørne med en kniv liggende på gulvet foran mig. Aldrig havde jeg sat den mod mit håndled med tanken havde været der. Det eneste der holdte mig fra det var tanken om min søsters tårer endnu en gang, og billedet af hende alene hos nogle fremmede mennesker.

Efter hånden som jeg havde talt var du gledet ned p jorden, og havde krøllet dig sammen. Langsomt var dine øjne gledet i , og du faldt i søvn med min hånd i din. Længe sad jeg og så på dig, og studerede dit ansigt. Lige over næsen havde du et ar. Du sov dybt, og trygt ved min side. Så dybt at du ikke vågnede ved din mobil der ringede med en gammel Bruce Springsteen sang som ringetone. Jeg smilede, og fiskede den ud af din lomme, og tog den.
“Danny? Danny, hvor er du?”, sagde en mand i den anden ende af røret, og sukkede dybt. Jeg smilede, og svarede.
“Det er Emma. Danny ligger og sover i parken ved siden af mig. Jeg skal nok blive her.”, din vens stemme blev undrende.
“Er du sikker?”
“100%”, svarede jeg.
“Når han vågner så sig lige at Tom ringede.”, jeg svarede at det skulle jeg nok, og han lagde på. Jeg lagde din mobil ved min side, og så på dig endnu en gang.

Danny, vi blev de bedste venner. Vi var altid sammen, snakkede om alt, og grinede af de mærkeligste ting. Ofte fortalte du mig hvor meget jeg havde hjulpet dig dengang i parken. Hvor tryg du havde følt dig, og hvor glad du blev da du vågnede, og jeg stadig sad ved din side. Du kunne pludselig give mig et knus, og hviske:
“Tak.”, helt uden grund. Åh Danny, hvor jeg dog savner dig! Jeg kan stadig høre hvordan du nynnende gik rundt med din guitar til langt ud på natten i din lejlighed ved siden af mig. Jeg husker stadig hvordan vi plejede at hænge ud af vinduerne og snakke sammen, til folk nede på gaden stoppede op for at se efter grinene. Danny, jeg kan stadig huske den dag du præsenterede dig nye kæreste for mig…

Det var bare så sørgeligt!!
Men fantastisk godt skrevet!
Jeg elsker din måde at skrive på

Bliv endelig ved med at skrive!

Annesteg skrev:

Det var bare så sørgeligt!!
Men fantastisk godt skrevet!
Jeg elsker din måde at skrive på

Bliv endelig ved med at skrive!

-mange tak Bliver helt glad nu...

super godt skrevet!!
kan næsten ikke vente til der kommer mere!!

Det her afsnit er ikke så langte, men det er fordi jeg har lidt travlt, og simpelthen bare syntes det skal herind.


Afsnit 4.
Jeg sad alene i min lejlighed, og så et tilfældigt program. Jeg havde en af dine t-shirts på, og et par store joggingbukser da det var søndag morgen. Jeg kunne høre du var oppe, og lænede mig smilende tilbage i min hvide sofa. Du var ellers ikke et morgenmenneske, men en gang skulle jo være den første. Jeg så mig omkring i rummet og talte de ting du havde der. Din læderjakke lå på sofaen, et par af dine sko stod der, en grøn hat, og din mobil. Det undrede mig at du efterlod den, for du var bange for at misse et opkald fra Tom. Derfor rejste jeg mig langsomt, og samlede den op. Smilede så jeg på den, og gik over mod døren i mit nattøj.

Da jeg havde banket på åbnede døren med det samme. Det var bare ikke dig der stod i den. Det var en fremmed pige med mørkt hår, og et snobbet udtryk i ansigtet. Jeg vidste hvem hun var for jeg havde set hende gå model et par gange. Jeg smilede venligt til hende da det måtte være din nye kæreste du havde fortalt så meget om.
“Hej. Er Danny hjemme?”, spurgte jeg, og hun løftede det ene øjenbryn.
“Ja. Hvad skal du?”, spurgte hun skarpt, og jeg trådte et skridt tilbage. Du havde sagt hun var venlig.
“Han har glemt sin mobil inde hos mig. Jeg ville bare aflevere den.”, sagde jeg, og viste hende den. Uden et ord snuppede hun den, og stirrede på mig.
“Jeg ved ikke hvem du er, men du holder dig bare fra Danny!”, sagde hun vredt, og smækkede døren for næsen af mig. Og der stod jeg tilbage og stirrede på døren. Had skete der lige? Jeg blev vred, og drejede om på hælen, og marcherede tilbage til min lejlighed. Aldrig havde en af dine kæreste været sådan overfor mig.

Da jeg kom ind i min lejlighed igen satte jeg mig på køkkenbordet. Jeg sad længe og stirrede ud i luften. Forsøgte at fatte hvorfor du var sammen med en så snobbet tøs. Du havde tydeligvis set noget i hende, men hvad? Hun ville åbenbart ikke have jeg så ham. Jeg kunne mærke tårerne stige op i mine øjne. Det sidste år havde Danny, og jeg været de tætteste venner, og jeg havde altid godt kunne lide hans kærester. Bare ikke hende her. Jeg begravede ansigtet i hænderne, og trak vejret dybt. Så dybt jeg ikke hørte en stille banken på døren.
“Em? Er du okay?”, sagde du, og satte dig ved min side. Min første indskydelse var at skubbe dig væk, men så lagde du armen omkring mig, og kyssede mig på kinden.
“Jeg ved hun virker snobbet, men hun er virkelig sød når man lærer hende at kende.”, hviskede du, og efter det sidste ord gav jeg dig et skub, så du gled ned på gulvet.
“Danny! Hun sagde jeg ikke skulle se dig mere! Hvad er det for et afskyeligt menneske du har som kæreste?”, jeg råbte, og så på dig med tårerne trillende ned af kinderne. Da du så det rejste du dig, og gav mig et knus. Men pludselig blev du revet fra mig, og jeg fik en lussing. Først på den ene kind, så den anden. En vred stemme sagde:

Godt/Dårligt?

Hun er da bare forfærdelig!
Væk med hende!!

Det er super godt, fortsæt endelig!

Annesteg skrev:

Hun er da bare forfærdelig!
Væk med hende!!

Det er super godt, fortsæt endelig!

Mange tak.

Må også nok sige at din fic er god
Godt skrevet...
Og sikke en bitchy kæreste han har fundet sig... ud med hende..!