Sara's gamle, gamle ufærdige Stand Alone

Emne: Sara's gamle, gamle ufærdige Stand Alone Søn Feb 15, 2009 9:54 pm

Jeg fandt denne her på et USB stik, og tænkte at i måske ville fortælle mig om jeg skal skrive den færdig? Den er over halvandet år gammel, vis ikke ældre. Og jeg gider skuet skrive den færdig vis det er noget crap?(:
You can't see through my pokerface

Der er ting du ikke bør vide.
Du bør ikke vide mit navn. Hvor gammel jeg er, eller hvor jeg er. Du bør slet ikke kende til mig, eller læse dette.

Men ordet ’”bør” eksisterer slet ikke i min verden.

Mit navn er Amy, og dagen i dag er min seksten års fødselsdag. Jeg sidder på toppen af en høj kontor bygning i Londons midtby. Jeg sidder her fordi jeg ikke vil blive ældre end seksten. Jeg kan ikke leve videre når min elskede bror ikke længere gør. At min storebror, der har beskyttet mig, trøstet mig, og elsket mig er død, og ligger begravet under flere meter jord er ikke til at bære. Han var den eneste der forstod mig, og alligevel skulle han dø. i dag er det et år siden præcist. Et år hvor jeg har opbygget et anstrengt forhold til mad. Jeg har aldrig troet jeg ville blive den tynde, og smukke pige. For lige så længe jeg kan huske har jeg været lav, og buttet. Hele min skolegang har været et stor mareridt. Øgenavne, og venner der droppede mig konstant. Det eneste lyspunkt var at komme hjem fra skole, og se Matt sidde ved køkkenbordet, og vente på mig. Han var fire år ældre end mig, men alligevel ville han hellere være sammen med mig, end nogen anden.

Dette er min historie, og den slutter hvor den startede. En kold November dag. Min mor sagde altid at det sneede, og blæste grusomt den dag jeg blev født. Uanset hvor meget det blæste, og regnede elskede jeg det. Jeg elskede at mærke regnen på min hud, og føle vinden ruske i mit hår. Jeg kunne bruge timer på at sidde indenfor og se ud på de tunge snefnug der langsomt dalede ned fra en grå himmel. Det kan jeg for resten stadig.

Jeg voksede op i en lille by i Danmark, men mine far flyttede til London da jeg var 15. Mig, ham, og min bror. På min fødselsdag trådte mig, og Matt ud fra vores hus, og ville gå over vejen. Det var en uge siden vi flyttede, og vi var på vej for at udforske området. Vi gik grinende, over vejen, og han stoppede op et par meter før han nåede fortovet. Han så på mig, og smilede.
“Amy, jeg har noget til dig.”, sagde han lavt, og åbnede sin hånd. Der i hans hule hånd lagde en smal ring. Jeg vidste han havde fået den af vores mor den dag hun døde. Med rystende hænder tog jeg den, og så på ham. Hans brune øjne var så smukke.
“Amy, jeg lover dig jeg aldrig vil gøre dig fortræd.”, sagde han, og smilede. Inge af os så bilen, men i næste sekund lå han under dens dæk, og sagde ikke mere. Han døde. Han døde på min fødselsdag.

Regnen rammer mit ansigt, og jeg fryser i min tynde t-shirt. Den klæber til min krop, og jeg omfavner mig selv. Jeg kan mærke mine ribben under min hud. Den er spændt ud over mine knogler, og jeg kan egentlig godt se jeg er tynd. For tynd. Men jeg vil ikke spise, når han ikke kan. Jeg lader blikket glide ud over byen, og snuser osen ind. Jeg kan høre sneen knirke bag mig, og drejer hovedet. Han står i sneen et par meter fra mig, og ser på mig med blå øjne. Smukke blå øjne. Hans hår ligger kort, og næsten sort om hans pande. En smule kortere i siderne, men det kan næsten ikke ses. Han er smuk. Om hans højre håndled sidder et hvidt armbånd. Det minder om et eller andet, men jeg kan ikke komme på det. Han smiler, og synker.
“You’re not gonna jump, right?”, siger han med lav stemme. Nærmest truende. Jeg trækker på skuldrene, og han træder nærmere.
“You’re not. ‘Cause if you do, I Would follow you, you know?”, denne gang stirrer jeg på ham. Denne fremmede der forsøger at redde mit liv. Han sukker, og ser ud over byen.

Skal den fortsættes/Skrives færdig? Question