Så gals !
Ready for lidt mere ??
Goodie !
Showtiime
(Kapitel 20!? So soon! Jeg må hellere til at stoppe!)
________________________________________________________________________________________________
Kapitel 20
Mille’s POV
”Fuck!” de sidste par måneder var bare gået alt for hurtigt. Jeg tog mig til hovedet.
Marts. Tid til prøver. Vigtige prøver! Prøverne der skulle fortælle om jeg var egnet til at blive designer. Alt var bare gået galt. Hele mit værelse var fyldt op med sammen krosset papir. En kjole. Én kjole! Det var det eneste jeg havde fået tegnet. Det havde jo heller ikke hjulpet at Christian havde ringet og sagt han var færdig! Jo tak søde ven, det hjælper mig meget! Jeg sukkede dybt.
”Oh god..” Jeg kørte min hånd over panden. Jeg var fuldstændig blank. Mine fingre kørte over papiret. Det føltes ru mod mine fingrespidser. Jeg så på min væg. Billedet af mig og Danny hang på sin sædvanlige plads og smilede til mig. Jeg sukkede ved tanken om Danny. Han havde været så stresset her på det sidste. Efter de var begyndt at indspille for alvor var han blevet en helt anden person! Han havde aldrig tid til mig, han ringede aldrig og hver gang jeg ringede til ham havde han ikke tid. Jeg savnede ham helt forfærdeligt! Jeg havde aldrig rigtigt tænkt over hvor meget jeg bare havde lyst til at føle hans arme omkring mig.
Jeg sukkede og bed i blyanten. Jeg stirrede uafbrudt på min telefon. Hvorfor ringede han ikke!? Jeg havde brug for lidt opmuntring her! Jeg slog i bordet og gik hen og smed mig i sengen. Jeg var fuldstændig tom for ideer. Og ingen andre end Danny ville kunne hjælpe lige nu! Jeg tog min telefon og trykkede hans nummer ind. Nu kunne han altså godt lige tage den telefon!
”Duut. Duut.” mine fødder trampede i gulvet.
”Hi this is Danny’s voice mail. I’m recording at the moment so please leave a massage. I’ll try to call you back. Bye!” Bib-tonen kom.
”Hi Dan, it’s me. Please call me! I really need to talk to you! I miss you… Please call… I love you.. Bye..” jeg lagde på og følte mig en smule desperat. Jeg sukkede og smed mig tilbage i sengen.
AM’S POV
”hva så Flea? Skal gå hen hente far?”
Han lagde uforstående hovedet på skrå og logrede for at sige: ”det er i orden du prøver, men jeg fatter INGENTING af hvad du siger!”
Jeg lo og satte mig ned på hug til ham.
Han kom sædvanlig styrtende hen og lagde sin ned på ryggen, og jeg begynde og klø ham på maven.
”do you wanna go for a walk?” hviskede jeg og han sprang op.
Jeg tog min jakke på, fandt nogle vanter og klikkede mine ørevarmere fast omkring ørene.
Lige da vi skulle til at ud af døren ringede telefonen.
”Hello?” sagde jeg ned i røret.
”Hej Mie!”
”Heej mor” smilede jeg og sendte et undskyldende blik til Flea.
”længe siden vi har hørt noget fra dig?” sagde hun.
”Jeg har da ellers lige været hjemme på en lang juleferie?” protesterede jeg.
”ja, det kan være du kan tage Dougie med næste gang? Men han var vel hos sin familie?”
”ja de skal jo også se ham engang imellem. Men ellers kan i da komme her over? Så holder vi kæmpe jul til næste år?”
”ja så skal jeg da lige have gudstjenesterne smidt af på nogen af de andre” lo hun og fortsatte: ”Hvordan går det ellers med Dougie?”
”Drengene er jo igang med at indspille for tiden, så ser ikke så meget til ham i denne tid. Men han er da glad og tilfreds! Mig og Flea er på vej over og hente ham ovre i studiet!”
”Nåh da, men det skal der jo også være tid til. Men så står hunde manse vel og tripper for at komme af sted?”
”han hedder Flea, men ja, skal bare lige have snoren på ham.”
”men så må du hilse svigersøn fra os her ovre! Pas på dig selv!”
”rolig nu mutti! Ja jeg ringer igen en anden dag. Hils far, og resten af familie hvis du ser dem?”
Vi fik sagt farvel, og jeg lagde på.
Jeg låste døren af, og gik ned af stien.
Der var et godt stykke hen til studiet, men der var forår i luften, og Flea kunne godt trænge til en tur, så vi valgte og gå. - også havde Dougie bilen, så det var også en grund.
Jeg snusede ind, og kunne ikke lade være med at nynne. Jeg kiggede ned på klokken. Den var 16.00. Vi drejede ned af vejen.
Jeg tørrede Fleas poter, så han ikke svinede, og vi gik ind til de andre.
Jeg løftede hånden til en hilsen, og Dougie løftede hovedet og smilede til mig på den anden side af glaspladen. Jeg trak Flea hen til sofaen, hvor han hoppede op, og jeg satte mig tilrette med en bog.
”ah i love spring!” jeg snusede ind og begyndte og danse rundt i små cirkler.
”i know!” lo Dougie og låste bilen op. Flea sprang ind.
”Me too! Specially the 3’rd month is the best month in the spring!” sagde Danny og satte sig ind på forsædet.
”all the brillant people are born in March!” lo jeg og satte mig ind på bagsædet.
”that’s right ! ooh Mille have called!” Danny trykkede hurtigt Milles nummer ind og satte telefonen op til øret.
Jeg havde ikke været så meget sammen med Mille på det sidste. Hun havde haft så travlt, og efter hun havde sagt det med Simon havde jeg det svært med at se hende. Hun sagde jo der ingenting var sket, og jeg havde faktisk rigtig dårligt med ikke at tro hende.
Men den måde hun sagde det på. Der var noget i hende øjne da hun sagde det. Og jeg ved ikke hvad!
Blomsterne piplede op af jorden, og nu begyndte der og ske en masse ! Og måske var det ikke godt alt det der skete?
Mille’s POV :
Telefonen vibrerede på bordet. Jeg satte mig hurtigt op. Søvnen kradsede mig i øjnene. ”Danny!” hviskede jeg og løb hen til den. Nej. Det var ikke Danny. Det var Simon. Jeg så nervøst på den men tog den alligevel.
”Hallo?” min rustne morgenstemme kradsede i røret.
”Hi Mille.. It’s Simon! I really need your help!” Hans stemme lød ikke desperat. Det kunne ikke være noget slemt?
”What’s wrong?” Jeg satte mig ned på stolen og begyndte at tegne omridset af en krop.
”I’m locked out of my apartment! I can’t get in! So I was wondering if you cold come over and help me unlock it!” Hans stemme lød en smule nervøs.
”Ehm.. Why? I don’t know how to unlock it?” Min stemme blev lettere irriteret. Hvorfor ringede han og spurgte om sådan noget lort!?
”All right! I just wanted you to come over okay! I really feel like shit and nobody has time to come over!?” han stemme råbte nærmest.
”What! What’s wrong?” Min blyant begyndte at tegne en stribet kjole.
”My brother just got in jail..” sagde han. Jeg så forvirret på min kjole. Den manglede et pufskørt!
”Why?” spurgte jeg og viskede lidt ud.
”He tried to kill his ex-girlfriend’s new boyfriend. He beated the crap out of her.” Jeg tabte blyanten. Jeg havde lavet endnu en kjole!
”Oh I’m sorry.. I really am..” sagde jeg og prøvede at lyde interesseret. Jeg havde tegnet en kjole!? Jeg lagde forsigtigt papiret over til den anden.
”Can you come over?” Hans stemme lød forvirret og sårbar. Jeg tøvede.
”Yeah.. I’ll be there in a minute..” sukkede jeg og tog strømper på.
”Thank you Mille!” Han lød lettet. Jeg smilede.
”You’re welcome.”
Jeg bankede på døren. Simon James Simpson.
”Fancy…” sagde jeg til mig selv. Jeg kunne høre fodtrin. Døren blev åbnet. Simon stod i en stram sort t-shirt med skrift på, slidte cowboy bukser og bare fødder. Han var slet ikke som jeg huskede ham! Han smilede. De skæve tænder smilede stort. Hans øjne kneb helt sammen så man ikke kunne se de blå-grønne øjne.
”Hi!” Han tog om mig og gav mig et kram. Han var faktisk slet ikke så høj som jeg troede? Højst 7 cm højere end mig? En smule fesen måske?
”Come in!” sagde han og viste mig ind i lejligheden. Sorte lædersofaer, egetræs bord, højt til loftet.
”Wauw!” sagde jeg og så rundt. Han grinede.
”Sit down sagde han og viste mig hen imod sofaen. Jeg kunne mærke min telefon vibrere. Jeg så på den. Det var Danny. Jeg turde ikke tage den. Jeg puttede den i lommen igen og gik hen i sofaen.
”You look different?” sagde han pludselig og så undersøgende på mig.
”Well.. So do you? I remembered you as taller?” sagde jeg og smilede skævt. Han grinede.
”Well? I’m a shorty?” Jeg smilede og så ned i jorden.
”So.. You wanna talk about your brother?” murder-brother tænkte jeg og kom til at smile lidt. Han grinede.
”You really believed in that? God you’re stupid!” Jeg så uforstående på ham.
”What?” Han grinede endnu højere.
”I just wanted to see you again!” Jeg rødmede. Både over at være så dum, men også over at der rent faktisk syntes jeg var sød? Altså det var ingen der havde sagt til mig før? Eller bortset fra Danny. Jeg så på ham. Han fik øjenkontakt med mig. Han smilede.
”What?” sagde jeg og smilede lidt genert. Han lagde sin hånd oven på min og lænede sig ind imod mig.
”I’ve missed that cute smile..” han sad tæt på mig. Jeg smilede. Han rykkede tættere på mig. Jeg lukkede øjnene. Jeg kunne føle hans åndedræt imod mine læber. Jeg grinede let. Hans læber rørte langsomt mine. Jeg pressede mine imod hans. Hans hånd kørte op ad min arm. Hans hænder føltes ru imod mine bare arme. Jeg tog hans højre hånd. Det sorte ur krassede imod mine fingre. Pludselig åbnede jeg øjnene hurtigt og trak mig væk.
”Wha… Wha…” Jeg prøvede på at få fremstammet nogle få ord.
”What are you doing?!” pludselig blev jeg bare irriteret og sur! Nok mest på mig selv.
”You don’t have to get mad?” han så mærkeligt på mig. Som om jeg var en eller anden idiot der havde væltet hans øl! Spasser…
”Oh I don’t have to be mad? Oh really? Simon, i have a test in 2 weeks, i’ve drawn 2 dresses and you’re fuckin disturbing me! And for your information I have a boyfriend, which i think i have told you several times!” Han så forskrækket på mig.
”Well i didn’t mean to…” Jeg afbrød ham og rejste mig hurtigt op.
”Yeah Yeah..” sagde jeg og så væk.
”You just needed to stop!? I did’nt make you kiss me back!?” sagde han og rejste sig op. Jeg så måbende på ham.
”WHAT!?” sagde jeg og slog armene ud til siden.
”Mille I rally like you.. And i know you like me too…” Jeg afbrød ham igen.
”LIKE YOU!? WHAT!? I don’t like you! I can’t stand you! Especially not right now!” Han tog fat i min ene hånd.
”Mille..” Jeg rev mig væk.
”Just… Leave me alone okay?” Jeg åbnede døren og smækkede den bag mig. Jeg lænede mig op imod væggen. Min telefon vibrerede igen. Jeg tog den op og så Danny’s navn. Jeg lukkede øjnene.
”Lad mig nu værre for helvede!” hviskede jeg. Jeg kunne mærke en tåre løbe ned af kinden på mig.
”Fuck..” jeg tog fat i gelænderet og løb ned af trappen.
”Were you sleeping?” Jeg brummede.
”Yeah…” Han grinede.
”So… R’you comming over today?” Jeg tegnede en streg på papiret.
”No not today.. I really need to draw some dresses.. Or just some clothes..” Danny sukkede skuffet. Jeg fik ondt i maven. Jeg havde det dårligt med at lyve overfor Danny. Jeg plejede at fortælle ham stort set alt. Men det her var ligesom utilgiveligt. Han stolede på mig!
”Oh… Okay.. Well… That’s okay..” Jeg var ved at få tårer i øjnene. Jeg brummede igen og tørrede dem væk.
”See ya darling…” sagde han og prøvede på at lyde den mindste smule optimistisk.
”See ya.. I lo..” Han havde allerede lagt på. Tårrene trillede ned af mine kinder.
”FUCK!” skreg jeg så højt jeg kunne og kastede min telefon hårdt ned i sengen. Hvad fanden var det lige der skete her? Jeg satte mine hænder op foran mine øjne. Alting skulle åbenbart gå galt.
”Hi Dan..” Jeg smilede så godt jeg kunne.
”Hi..” Han så ikke engang på mig. Jeg så uforstående på ham.
”Is there something wrong?” spurgte jeg og lagde hånden på hans skulder. Han gik hurtigt væk.
”Danny?” Han havde ikke kigget på mig en eneste gang. Jeg blev irriteret.
”Danny!?” Han vendte sig hurtigt om.
”What!?” vrissede han og satte armene ud til hver side.
”What’s wrong With you!? Why do you act like that!?” Hans øjne spilede sig op.
”What’s worng With me!? What’s wrong With you!?” jeg så uforstående på ham igen.
”Don’t look at me like that! You know what’s wrong!” Jeg måbede.
”No i don’t!” sagde jeg og rystede på hovedet.
”Mille.. The last 6 months has been great, but you just changed like this so sudden?” sagde han kraftigt.
”What the hell do you mean!? Don’t tell me this is my own fault!? You’re the one who didn’t had time to see me in the first place..” han afbrød mig.
”BECAUSE I’M WORKING!?” skreg han.
”WELL YEAH BUT I’M WORKING TOO RIGHT NOW!” Han så mærkeligt på mig og vendte sig om igen.
”Danny..” Jeg tørrede mig over panden.
”Please talk to me…” hviskede jeg og kunne mærke tårene i øjnene.
”Why don’t you go home and work again?” spurgte han uden at se på mig.
”What?” sagde jeg grådkvalt.
”Why don’t you go home and work again? It’s not like you’re doing amazing at the time?” Han så koldt på mig.
”What?” hviskede jeg. Det lignede slet ikke ham det her. Han havde aldrig set på mig sådan her før. Ikke engang første gang vi skændtes.
”You suck at the moment right? Or is it not just at the moment?” Jeg snøftede.
”Please leave..” sagde han og vendte sig om igen.
”But Dan..” prøvede jeg.
”No! I said leave! I really don’t need your whining right now..” Jeg så på ham med store øjne. ”LEAVE!” skreg han og gik ind i soveværelset.
Jeg vendte mig om og løb ud. Den kølige forårsvind slog mig i ansigtet. Jeg løb ind igennem parken. Det var et godt vejr i dag. Der var fyldt med mennesker i parken.
”Mille?” en stemme kaldte på mig. Jeg vendte mig om. Det hele var sløret af tårrene.
”What’s wrong?” Simon stod og så på mig. Jeg hulkede og skubbede ham til side.
”Leave me alone!” sagde jeg og løb videre.
”Mille!?” råbte han. Det lød som om han smed sine poser. Jeg kunne høre han kom løbende efter mig.
”MILLE!” han fik fat i skulderen på mig. Jeg vendte mig og faldte om halsen på ham.
”What’s wrong?” spurgte han beroligende. Jeg snøftede og prøvede at sige noget. Han hyssede på mig.
”You don’t to tell me right now..” Han så mig dybt i øjnene. Jeg nikkede og snøftede igen.
”Come on..” sagde han og tog om skuldrende på mig.
”Let’s go to my place..” Jeg fulgte lydigt efter ham
Puuuh....
Nåh hva syns i ??
(Skal lige sige det er det første kapitel jeg nogensinde har skrevet hvor jeg ikke har fået det hele godkendt af Rie så i må gerne rette
)
Forumforside 
haha. Og Danny der bare er helt tosset med dig (: 
Ham er der noget skummelt over, og at han kunne finde på at lyve over for dig på den måde - det er uacceptabelt !! 
