Time to forget. (Af Sidsel og Emilie)

Ja det er rigtig godt .. Undskyld jeg ikke har skrevet før , men havde bare ikke set de nye afsnit .. Men det er rigtig RIGTIG GODT !!!

Mange tak (: Hehe.
Vi er startet på næste, men som sagt er det svært at vide hvornår det kommer for Sidsel er jo på efterskole.
Men super godt i ka li det.

EJ ALSÅ ! det er så godt

Del 26...

Sidsel



Vi var lige kommet hjem fra hospitalet igen, Emilie gik ind på toilettet og jeg kiggede posten igennem, regninger og reklamer, jeg skulle til at smide dem på bordet da jeg fik øje på et brev hvor der stod den danske politistyrelse. Jeg smed alle de andre breve. Med det samme kom Emilie ud fra toilettet jeg skyndte mig at putte brevet i lommen og gik ud på toilettet, jeg tog brevet op og satte mig på kanten af badekaret.

Mine hænder begyndte og ryste da jeg så hvad der stod.

Jeg troede virkelig det ville være slut nu, jeg troede virkelig jeg havde været nok igennem.

En tårer begyndte at trille ned at min kind og ned på papiret, jeg skyndte at tørrer den væk og pakke brevet ned i konvolutten igen så Emilie ikke ville opdage noget.

Hun havde allerede lagt sig i seng da jeg kom ind til hende. Jeg havde egentlig ikke lyst til at sove i min egen seng i nat så jeg lagde mig ned ved siden af hende og der gik ikke lang tid før vi faldt i søvn.



Emilie



Dagen efter vågnede jeg tidligt. Sidsel lå stadig og sov i min seng vi må nok have døset hen begge to. Da jeg stod op fra sengen faldt jeg over hendes bukser jeg ikke lige havde set og en konvolut faldt ud. Jeg samlede op og kiggede på den. Dansk politi, hvad med det var om. Jeg åbnede det og læste hvad der stod.

- - oh shiit, hviskede jeg. Jeg kiggede over på hende. Jeg tog brevet og gik ned i køkkenet for at lave noget morgenmad.

Efter lidt tid kom hun ned. Jeg havde lagt brevet på bordet hun stoppede da hun så det.

- - søde? Hvad er det her? Spurgte jeg.

- - Hvor har du det fra? Spurgte hun. Jeg svarede ikke.

- - Hvor længe har du haft det?

- - Jeg læste der først i går da vi kom hjem fra hospitalet. Hun satte sig ned.

- - Det er jo snart? Sagde jeg og kiggede op på hende.

- - Det ved jeg, men det er ligegyldigt for jeg tager ikke af sted.

- - Jo selvfølgelig gør du da det. Jeg smilede lidt.

- - Nej jeg gør ikke!! Sagde hun koldt, virkelig koldt endda.

- - Jo du gør Sidsel.

- - Nej!

Hun rejste sig, gik ud på toilettet og smækkede døren med et brag.

Jeg sukkede, jeg kunne ikke tvinge hende, jeg lagde en seddel på bordet hvor der stod 'undskyld' også gik jeg ud, jeg havde lidt dårlig samvittighed ved bare at gå, men jeg ville hen på hospitalet. Han skulle starte genoptræning idag og jeg ville gerne være der. Han sov stadig da jeg kom så jeg gik ned i kiosken for at købe et blad, på mange af sladderbladene stod der om hans ulykke, jeg ungik dem og købte et modeblad. Da jeg kom ud igen kiggede jeg mig omkring og fik øje på hans far, med en gave under armen, han tog at skridt frem men vendte så om. Jeg gik hurtigt over til ham.

-Hey. Han vendte sog om da han hørte min stemme.

-Hi. Sagde han og smilede nervøst.

-He's awake if you don't know.

-I do. I just.. I can't.. Han stoppede.

-Come on. Sagde jeg og træk ham med op.

Vi satte os uden foran Dougies værelse, han sad uroligt og lignede en der gerne ville væk.

Jeg rejste mig.

-I'm gonne go see if he's awake. Sagde jeg og han nikkede som svar.



Jeg stod med ryggen til ham da jeg gav alle hans blomster mere vand. Jeg mærkede en hånd på min arm.

-Goodmorning. Smilede han.

-Morning sleepyhead. Sagde jeg og lænede mig ned og kyssede ham.

-I can't wait to come home.

-And I can't wait for you to come home. Smilede jeg og prikkede ham på næsen. pludselig forsvandt hans smil og han stirrede bare han forbi mig.

-What's he doing here? Spurgte han og prøvede at sætte sig mere op. Jeg vendte hovedet og kiggede ud gennem ruden, der stod hans far og kiggede ind på os. Han løftede hånden og kom med et lille vink.

-Did you know he was here? Spurgte han og kiggede såret på mig. Jeg mærkede et sug i maven.

-Yes. I called him. Sagde jeg stille.

-You what!? Nærmest råbte han.

-I called him. Sagde jeg igen. Han gav mig et blik der var så såret.

-You had no rights to do that! Why did you do that?

-I just thought he'd like to now that his son was in a coma!

-No he don't! He don't give a shit about me.

-That's not true Doug!

-Don't you defent him, I never wanna talk to him again. Sagde han og hans øjne blev blanke.

Jeg kiggede ned på mine fødder.

-Of all people I thought you would understand. Sagde han lavt og jeg mærkede hårerne rejse sig på mine arme.

-How should I know that, you never told me!?

-That's because I don't like to talk about it. he just left okay! You don't wanna see your dad, what made you think I would see mine? Han var så vred og ked af det, som jeg aldrig havde set ham før.

-You're right, I don't wanna see my dad, but when I look at Sidsel and her dad it makes me wish I had mine, they're so close. And my dad haven't even sent me a birtday card since I was 3! Parents are just not allowed to forget that date, but i guess mine did. You're dad's here! Sagde jeg stille men tydeligt. Han kiggede op på mig.

-He just left a note! A fucking note! Hviskede han. jeg tog hans hånd. Det bankede på døren og ind trådte hans far, hans greb i min hånd blev hårdere.

-Hi. Sagde hans far. Dougie kiggede op på mig og så ud i luften.

-Hi. mumlede han.

-I.. I brought you a gift. Han gav posen til Dougie. Dougie trak et skatboard op.

-I don't know if your still into that.. Men dougie afbrød ham

-A very thoughtfull gift, I surely can use that with my totaled knee. Sagde han og smed det ned på gulvet.

Hans far stod lidt og kiggede rundt, der var fuldstænid stille, og jeg ønskede bare at forvinde, det hele var min skyld...

- - i.. i emm just gonna leave you two alone. En tårer trillede ned af min kind da jeg kom ud af døren. Det var vist en virklig dum ide jeg havde fået. Jeg skulle have lyttet til Sidsel da hun sagde at der jo nok var en grund.


Okay, hvad synesI? (:
det har taget lang tid, we know. XD
Men noget godt dårligt?

men den lange tid var sgu det værd
det er så godt !
hvis det er lang tid der skal gå for at få sådan et godt afsnit, venter jeg spændt på det næste

MeusDeus skrev:

men den lange tid var sgu det værd
det er så godt !
hvis det er lang tid der skal gå for at få sådan et godt afsnit, venter jeg spændt på det næste

Ja jeg er enig .. !

Dannys-Princess skrev:

MeusDeus skrev:

men den lange tid var sgu det værd
det er så godt !
hvis det er lang tid der skal gå for at få sådan et godt afsnit, venter jeg spændt på det næste

Ja jeg er enig .. !

Også mig Det er super godt

Helt klart værd at vente på !! Super afsnit ! glæder mig til mere

del 27



Danny



I knocked on the door in to Sidsel’s and Emilie’s flat but no one answered so i led my self in.

I looked at the table and there was two pieces of paper. Both in Danish I think. I walked in to the living room and called her name, but nobody answered. I called again and Sidsel came out of the bath room, she had tears in her eyes.

-oh shit, she said in a low voice. I walked over to her and kissed her.

- -What’s wrong? A asked

- -Oh nothing I just gat something in my eye. I knew she was lying, I looked at her. She walked over to the table and looked at the note. She took it and through it in the trash.

- - What is this? I took the other letter from the table.

- -Oh it’s hmm.. it’s just a letter from back home.

- - Ok good. I knew she was lying I just knew it. I knew her to well now, she can’t hid that kind of thing from me any more.

- -So do you wanna go to the hospital now? I asked

- - Yearh sure, let’s do that. She made a fake smile.



She didn’t say a word on over way to the hospital, and I didn’t know what to say to her.

When we gat to the hospital she went directly to Emilie, she didn’t even waited for me.



- -what’s wrong with her? Tom asked when I walked in a few minutes later. I looked at him.

- -I don’t know.

- - Oh-- Tom just said. he was looking muck better after he had gotten some sleep.

- -She was like that when I came to her house to se if she wanted to go with me to the hospital.

- - Weird?

- - Yearh it is. i’m just going to talk to her to night I think.

- - Good idea.



Sidsel:



Jeg gik direkte over til Emilie for at spørge hende om hvad fanden hun egentlig havde gang I, da jeg så hun stod og græd.

- hvad er det galt? Spurgte jeg stille da jeg var nået over til hende.

- - Du havde ret, det var en virkelig dum ide den med at ringe til hans far! Jeg kiggede på hende.

- - Hvad mener du?

- - Han er pisse sur, og sagde hvad fanden jeg tænkte på og ringe til hans far.

- Er hans far der inde nu?

- Hun nikkede

- - Hvor lang tid har han været der inde?

- -10 minutters tid tror jeg. En tårer trillede ned af hendes kind. Jeg viftede den væk.

- -10 minutter er da lang, vis han virkelig ikke ville have ham der ville han have smidt ham ud for lang tid siden.

- -Du har måske ret, hun snøftede.

Men jeg havde ikke ret for lige efter jeg havde sagt det stormede med hans far ud af døren og smed gaven på gulvet.



Vi stod alle sammen og kiggede hen mod den nu åbne dør. Tom rejste sig og gik ind, han kom ud to minutter efter. Emilie gik over tim ham.

-Is he okay?

-Yearh. He just wants to be alone for abit. Sagde Tom.



Emilie:



Jeg vidste ikke helt om jeg troede på Tom. Om det var alle eller det bare var mig han ikke havde lyst til at se. Hvorfor skulle jeg altid fucke alting op!?

Alting var min skyld! Det var jo rgtigt. Det var min skyld at Sidsel var belvet voldtaget, det var min skyld Dougie kørte galt, og det var nu min skyld at hans forhold til hans far nu var mere fucked up end før. Hvordan kunne jeg udgøre så meget skade? Tankerne blev for meget og tårerne pressede på. Jeg begyndte at gå med hurtige skridt væk fra de andre.

-Emilie? Jeg hørte tom råbe efter mig men det fik mig bare til at sætte farten mere op.



Dougie:



I had told Tom I wouldn't talk to anyone right now, but it was actully just her. She had no right to call him! Of course she didn't know what had happend, but I just didn't like talking about it.

-Emilie? I heard Tom yell from outside. I looked up and out the little window to the hallway. But couldn't see anyone. What was going on?



Sidsel:
Emilie havde slet ikke været hjemme siden hun forlod sygehuset så jeg sad helt alene da hjemme da det pludselig bankede på døren. Jeg gik hen til døren og åbnede. Det var Danny!.
Hej sagde jeg og kyssede ham som om alt var som det skulle. Han sagde hej og gik ind.
- i have to talk to you! Sagde han. Ordene gjorde mig nervøs.
- Sure what is it? Jeg prøvede at få et smil frem.
- Ok, but you have to tell me the truth ok?
- Yearh ok. Han tog min hånd og vi satte os hen I sofaen.
- You are not fine are you?
- What? What do you mean? Im fine. Jeg kiggede lidt rundt for at undgå han blik.
- Oh come on Sidsel, i know you aren’t. you had been crying this morning when I came in, and the letter what was that about? Jeg kiggede på ham. Han kendte mig alt for godt. Ingen havde nogensinde været så tæt på mig før, og vis jeg skal være helt ærlig skræmte det mig en del.
- hmm I.. it’s… en tårer begyndte at trille ned af min kind. Jeg havde virkelig bare lyst til at løbe væk fra alt det her. Jeg tørte tåren en væk og rejste mig stille op.
- No sit!! Han tog fat i min arm. We need to talk about this!
- It’s a letter from back home all right!!
- Ok, so what is it about?
- It’s nothing you need to worry about! Jeg kiggede fast på ham I håb om at han ville opgive.
- Yes it is because it made you upset. So what was it about?
- It’s.. it’s from the police in Denmark. They hmm. They think they have found the guy who raped me! Jeg kiggede stille op på ham.
- But Sidsel that’s a good thing.
- No it’s not! You don’t get it.
- Then what is it I don’t get? Han kiggede på mig med spørgende øjne.
- You wouldn’t understand if i told you anyway.
- Try me! Jeg sukkede.
- I’m just beginning to forget about him, I haven’t had nightmares in a very long time and I know, seeing him again will make them come back. And I will think about him constantly because I can’t get him out of my head. It will be just like when it happened. I know it will. So that why I’m not going.
- But Sidsel if you are going, and you point him out he will go in prison and then he can’t hurt you anymore. Isn’t that what you want?
- You think it’s easy don’t you? It’s not just going to Denmark and point him out. You don’t know every thing there comes along with it. Han sagde ikke mere bagefter det. Han rykkede bare helt hen til mig og lagde sine arme om mig. vi lagde os ligeså stille ned på sofaen, han lå og nussede mig i håret, kyssede mig på halsen og holdte bare om mig..
_____________
her kom det så (:
undskyld den lange vente tid, men det er ligesom ikk rigtig nogen af os der rigtig har tid fortiden. så i må lige bærer over med os (:
men hvad syntes i.. godt/dårligt??
_____________________________

Rigtig godt . Og det er helt i orden at det tager lidt tid .. Så skal det også bare være dobelt så godt . Og det synes jeg virkelig i har klaret godt ;P

Dannys-Princess skrev:

Rigtig godt . Og det er helt i orden at det tager lidt tid .. Så skal det også bare være dobelt så godt . Og det synes jeg virkelig i har klaret godt ;P

hehe 1000 taak (:

Årh, tear tear -.- Sørgeligt !
Det er så godt skrevet! Helt klart ventetiden værd.

Fortsæt endelig

Rigtig rigtig godt skrevet klart ventetiden vær.. Glæder mig til mere

taak er rigtig glad for i kan lide den haha (:
og godt i vil vente

Del 28

Danny:

The hearing or what it was she should in Denmark was tomorrow, and even if she didn't wanted me there I was going to go with her! I had booked plane tickets and now I stood in front of her door hoping she was ready.
She opened and smiled, but then noticed my bag.
-Are you going somewhere? She asked.
-To Denmark, with you. I said and kissed her forehead.
I could see she was going to protest so I put my finger on her lip.
-Sidsel, it's for the best. I want to be there for you, I know it's going to be hard.. but... She interrupted and I could see the tears gathering up in her eyes.
-No you don't know, Danny. She whispered and it gave me the shivers. But she was right, I didn't know.
-Just thinking about seeing him, it makes me.. She stopped talking and broke down in the doorway. I sat down beside her and hold her until she got calmer.
Then she turned her head and looked at me.
-But you're right I need to go. I nodded and kissed her forehead again.
-Everything will be alright sweetie. I promise I whispered. Even though I didn't know.

Emilie:

Jeg havde pakket min taske med tøj, selvfølgelig skulle jeg med til Danmark og støtte hende! Der var gået lidt over en uge siden brevet kom. og siden alt det med Dougie og hans far.
Hver gang jeg kom sov han, eller var for træt til at have besøg. Jeg vidste han undgik mig og jeg havde aldrig haft det værre end nu.
Jeg gik hen på hospitalet, jeg ville bare sige farvel inden jeg skulle af sted. Han var i kæmpe bedring og kunne snart komme hjem sagde de, i løbet af en uges tid. Lige da jeg kom ind gik Tom ud fra hans værelse. Han smilede da han så mig.
-How's he doing?
-Great, I think he's a pain in the arse to the nurses and doctors, because he hates lying there. Sagde tom med et smil og jeg kom til at grine.
- He still doesn't wanna see me does he? Spurgte jeg og Tom så ubehageligt til mode ud hvilket var svar nok.
- Well he has to know!
Jeg tog mine tasker og gik ind på værelset til ham. Først kiggede han koldt væk da han så det var mig, men da han fik øje på taskerne blev hans ansigt helt uroligt.
- what.. where are going? Spurgte han.
- I’m going home!
- What why? Not because of this??
- No. Sidsel are going home, so I just came to say that I’m going with her that’s all. I’ll be out of here in a minute. Han så helt forbavset ud.
- But? But are you coming back?
- Yes I am, and when I do come back we need to talk about this. Because I can’t do it any more. Jeg tog hans hånd, gav den et klem og gik ud.

*

Det var ikke rigtig nogen der sagde så meget i flyet. Sidsel sad for det meste af tiden bare og stirrede ud af vinduet, de eneste lyder der kom ud af hende var bare hmm og ok. Danny prøvede at snakke til hende og fører en samtale men det var vist ikke lige det hun var i humør til.
- are you hungry?
- No i’m fine sagde hun og prøvede at komme med et smil.

*

Sidsel:

Det var dagen hvor jeg skulle ind på politi stationen. Både Danny og Emilie var taget med selv om jeg egentlig hellere ville gøre det selv, men de insisterede.
- Is this it? Spurgte Danny
- Yes it is.
Jeg gik ind og åbnede døren.
- Hej Sidsel sagde en af betjentene og trykkede min hånd. Jeg kiggede bare på ham.
- Ok, vis du vil være så venlig at komme med mig, så kan i andre bare sætte jer der over, så kommer hun hurtigt tilbage igen. Han smilede. Jeg fik et kram af både Emilie og Danny inden jeg gik ind i rummet.
Jeg satte mig ned på en af stolene og kiggede op på betjenten.
- De kan ikke se mig vel? Spurgte jeg nervøst og kiggede rundt.
- Nej nej bare rolig, du kan se dem men de kan ikke se dig. Nu vil jeg bede dem om at gå frem en efter en og så skal du bare sige til når du syntes der er en der ser bekendt ud.
De kom frem en efter men da nummer 4 kom frem fik jeg kuldegysninger ned af hele min krop. Der var et eller andet ved ham. Hans øjne, hans hår, hans hænder. Jeg kunne næsten mærke dem op af min krop. Jeg begyndte og svede, mit hjerte hamrede der ud af og jeg følte jeg var ved at blive kvalt. De kiggede på mig. Jeg rejste mig op og gik hen til ruden for at se ham nærmere.
- ham! Det er ham!!
- Er du sikker? Spurgte betjenten.
- Ja jeg er sikker, det er ham. Det var ham der gjorde det. Det er ham!!
- Ok tusind tak Sidsel. Du må gerne gå ud nu.
Jeg hev efter vejret og gik direkte ind på et toilet jeg havde ikke lyst til at se Danny lige nu, han skulle ikke se mig sådan her.
Jeg kiggede på mig selv i spejlet og kørte hånden over arret igen, nu ville det hele være ovre, han ville komme i fængsel. Var det virkelig så let? Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod der, men døren blev skubbet åben og Emilie kom ind. Hun smilede stille.
- Det er ovre nu søde. Sagde hun og gik hen og gav mig et knus. Jeg græd ind i hendes skulder.
- Jeg ved det.. Men det føles bare ikke sådan. Hulkede jeg. Hun tog min hånd.
- Kom, lad os gå ud til Danny, finde hotellet og få hvilet ud inden i morgen. Jeg nikkede stille, og skulle til at gå.
- Men først skal vi lige ordne din makeup, for du ligner en pande. Sagde hun og jeg kom til at grine...

Danny:

I could feel Sidsel took it hard and I knew I should give her alittle space now. I swore if I had seen that guy i would have killed him!
We went to the hotel and i looked at the girls.
-We're gonaa go out and get something to eat or..? Sidsel shoke her head.
-I'm tired, and not very hungry. I actully just wanna crawl into bed and forget this day. I gave her a hug and kissed her forhead.
-Come on. I said and took her hand and we found the room. Before we went in Emilie said something to Sidsel in danish and she nodded.
She went to bed and I went to the minibar and found a water bottle for her.
-Thanks she smiled. I crawled into bed next to her
-Sidsel? I asked and she turned her head and looked at me.
-I love you. She smiled.
-I love you too. Then her smiled despapere and tears started to run down her cheeks. I whiped them away with my finger.
-Don't cry sweetie. It's over now. She shoke her head.
-Maybe he's in prison now, but I'll never forget. I nodded.
-I know. There was silence for a while, suddenly she whispered.
-I'm afraid to fall asleep.
I moved alittle closer and wrapped my arms around her waist and stroke her hair.
-Don't be. I'll look out for you. I whispered. i didn't know if that would help. But it was true I would never let anything happen to her like that ever...
______________________________

det var det (:
hvad syntes i godt, skidt??

danny er såå sød
et rigtig godt kapitel

Endelig er han i fænget! Det var på tide
Super afsnit, og Danny er da bare så sød

Mere snart ?

Super afsnit, ja jeg har faktisk ikke andet at sige end at jeg er enig med de andre!

Mange tak alle sammen xD
Godt i kan li det.
Nu slutter det snart vi regner med to afsnit mere så..

mcflys skrev:

Mange tak alle sammen xD
Godt i kan li det.
Nu slutter det snart vi regner med to afsnit mere så..

EJ det lyder ikke godt . Men afsnittet er rigtig godt !

mcflys skrev:

Mange tak alle sammen xD
Godt i kan li det.
Nu slutter det snart vi regner med to afsnit mere så..

Øv altså, men den måtte vel slutte på et tidspunkt

Kap 29



Emilie



Dougie var kommet hjem fra hospitalet. Men vi havde stadig ikke snakket sammen sådan rigtigt. Hver gang jeg var hjemme hos ham var han kold og ville ikke rigtig se på mig. Han sagde altid han var træt og altså gerne ville sove. Så det endte altid med jeg gik igen. Men en dag havde jeg fået nok.




Jeg bankede på ind til Dougie men der var ingen der åbnede. Jeg tog i håndtaget. Det var åbent. Jeg åbnede stille døren.

-Dougie? Dougie? Sagde jeg stille.
-I’m in here. Jeg gik ind i stuen og så han sad i sofaen. Jeg gik stille hen til ham.
-Hey. Sagde jeg.
-Hey. Han så væk. Jeg satte mig stille ned ved siden af ham.
-Dougie, we really need to talk about this. I can’t do it any more. Sagde jeg stille. Han kiggede på mig.
- Talk about what? Sagde han koldt så det gav et sug i maven.
-This!
-This what??
-This!! That you don’t wanna talk to me anymore. That you are avoiding me. That you can’t even be in the same room as me! Sagde jeg ophidset.
- Oh that.
- Oh? Is that the only thing you have to say? Spurgte jeg og fik en klump i halsen
- What do you want me to say Emilie!? Spurgte han og kiggede for første gang i lang tid direkte på mig
- Say what I did wrong maybe!? Han kiggede væk et øjeblik uden at svare.
-Is it that i called your father without asking you first?
-Yes it is. mumlede han
-But Dougie I just thought that maybe he wanted to know that his son was in a coma.
-He doesn’t care a shit about me Em. What is it you don’t understand!! Han råbte af mig.
- But he came didn’t he? If he didn’t care about you he wouldn’t have come.
-You don’t get it, okay! Just mind your own buisness!! Han hævede virkelig stemmen. Jeg havde aldrig før set ham så vred. Det skræmte mig næsten.
-What the fuck is it I don’t get Dougie! Tell me please. Nu hævede min stemme sig også:
-You don’t tell me anything anyway, so how was I supposed to know? You're not the only one without a father you know!! Jeg blev virkelig rasende, jeg ved ikke hvad der gik af mig. Det røg bare ud af mig det hele. Som det altid gør når jeg er sur eller ked af det. Han kiggede op på mig. Det lignede han næsten havde tårer i øjnene.

-Get out! hviskede han stille men fast.
- Look Dougie i’m Sorry I..
- Get out Em.!
- Dougie??
-NOW!!! Han råbte af mig.

En tåre begyndte at trille ned af min kind. Jeg skyndte mig at tage min jakke og jeg løbe ud af døren. Hvorfor skulle jeg også sige sådan noget. Det var da virkelig det værste der kunne ske. Her kommer jeg og vil prøve at gøre det hele godt igen, og så ender det med at jeg rent faktisk gør det hele meget værre, som altid.



Jeg sad på mit værelse med telefonen i hånden og stirrede ud i luften. Jeg skulle starte på uddannelsen næste semester igen. Men han havde givet mig et valg.




Danny:



Em and Dougie is still not talking. I have to say I don’t understand him, I mean she said she was sorry and everything. What more does he want her to do. Sidsel and I haven’t spent much time together either. We talk but I just fell like she’s pushing me away and I hate it, but I don’t know what to do. She’s been like it since she went to Denmark,

but after that I thought everything would be alright I really did, but it just didn’t, it became worse.
I knocked the door and she opened. She looked surprised to see me.
-Hi Danny. She said and tried to smile she leant forward and gave me a peck on the lips, but it just wasn't like it used to.
-Hi. I said and walked in.
We sat alittle in silence. She was constantly moving like she didn't know what she should do about her self. She sighed alittle and stood up.
-You want something to drink? I'm gonna get us something to drink. She said before I even got a chance to answer.
-No Sidsel, sit down for a second. I said and grapped her hand, maybe a bit to tight. She looked scared for a second. She didn't sit down again just stood there and breathed heavily.
-Talk to me. I said. She didn't say anything, but I could see the tears starting to gather up in her eyes.
-Don't shut me out again, okay? I thought.. I thought everything would be better now? I asked and looked into her eyes. She avoided my eyes far a second and then she sat down next to me.
-Did you really think so? She whispered:
-Did you really think everything would be better after I saw him?
-Yearh.. I mean.. Yearh.. He's in prison now?
-Maybe he is locked up and far away! But he's in my mind and no matter what I do I can't get him out! She broke down and I didn't know what to do. I carefully took her hand in mine and stroke it.
-I can't get him out Danny! I see his eyes all the time, I hear his footsteps behind me and I.. I feel his hands on my body... The last she whispered so low, that I barely could hear it.
-Sweetie, don't cry.. It'll be okay.. He'll never come near you.. Not when I'm around.. i promise.. She burried her head in my shoulder and as I said there and helt her softly, I felt so useless.. I knew I couldn't do anything to make it better, and it killed me!

Emilie:

Jeg havde stortset ikke været hjemme de sidste to dage, jeg havde fået en masse information. Jeg skulle begynde på uddannelsen igen til foråret, men jeg kunne komme til Afrika og hjælpe. Jeg sad og ventede på Sidsel. Jeg havde ikke fortalt det til hende. Jeg havde ikke fortalt det til nogen.
-Hej. Sagde hun og smilede da hun kom ind. Hun slæbte på en masse poser.
-Vi var nærmest løbet tør for mad. Sagde hun med et lille grin. Jeg smilede.
-Søde? Jeg bliver nødt til at smakke med dig. Sagde jeg. Hun satte poserne fra sig og kikkede på mig.
-Hvad så?
-Jeg skal starte på uddannelsen igen til foråret.. Startede jeg men hun afbrød.
-Okay. hvad skal du så lave ind til?
-Det er det.. Han gav mig et tilbud om at komme til Afrika og hjælpe.. Jeg ska bare sådan være assistent og få orden på folk mens de venter og sådan.. men..
-Det lyder da spændende. Sagde hun og smilede. men jeg vidste hun var lidt trist. jeg smilede tilbage og vi sad lidt i stilhed.
-Hvad gør du så? Spurgte hun efter lidt tid.. Jeg svarede ikke.
-Du har allerede sagt ja? Jeg kiggede op på hende og nikkede. Hun smilede og tog min hånd.
-Det skal nok blive godt. Men jeg kommer til at savne dig. Jeg kunne mærke tårerne presse på.
-Men det er okay? Spurgte jeg, jeg vidste at det ikke havde gået så godt siden vi kom hjem fra Danmark. Hun nikkede.
-Jeg har jo Danny.. Men hvornår tager du afsted?
-På fredag.. Svarede jeg og prøvede at smile.
-Så hurtigt!? Spurgte hun forskrækket. Jeg nikkede også brød jeg sammen.
-Jeg kan ikke være her lige nu uden Dougie.. Det går bare ikke...


Sidsel



Det var fredag og Emilie skulle af sted i dag. Jeg havde ingen ide om, om hun havde sagt til Dougie hun overhovedet tog af sted. De havde slet ikke talt sammen siden han blev sur.

Hun havde fået pakket og Danny havde lovet at køre hende til lufthavnen og jeg ville selvfølgelig med.



Vi hørte bilen trille ind i indkørslen og Danny dyttede.

- er du klar søde? Spurgte jeg og kiggede på hende med et smil.

- Ja det tror jeg, sagde hun og kiggede lidt på alle kufferterne hun skulle have med.

Jeg tog nogen af kufferterne og barede dem ud i bilen. Jeg gav Danny et kys på kinden da jeg kom der ud og smilede til ham. Han gav mig et kæmpe knus. Han vidste sikkert godt at jeg var trist selv om jeg havde sat et smil på.

Emilie kom ud med de sidste kufferter og jeg gik hen og låste døren.

Vi satte os ind i bilen og kørte af sted til lufthavnen.

Vi gik helt med ind til vi ikke kunne mere. Danny sagde farvel først og så listede han så lidt væk for ikke at gøre for meget opmærksom på ham selv, da han ikke ville genkendes.

Emilie øjne begyndte at blive våde.

-hey.. du skal ikke græde nu, du skal da være glad. Du skal til Afrika det bliver da vildt fedt søde.

Hun kiggede på mig og prøvede og smile.

-ja jeg ved det godt. Det er bare så meget her jeg ikke vil efterlade i så lang tid. Både dig og Dougie.

-Søde du skal ikke tænkte på Dougie glem ham når du er i Afrika. Det var hans egen skyld, du har gjort alt hvad du kunne. Du skal ikke tænke på ham når du er der. Du skal bare have det rigtig sjovt. Og mig skal du ikke tænke på. Jeg er 20 år nu. Jeg grinede:

- jeg kan godt passe på mig selv og hvis ikke så har jeg Danny. Tilgendgæld skal du ikke være væk i Så lang tid, så det skal nok gå. Du skal bare tage af sted og have det rigtig sjovt. Og få så hjulpet de stakkels afrikanere.

Jeg smilede og hun gav mig et ordentlig knus, men jeg kunne heller ikke selv holde tårerne tilbage, jeg vidste det kun var 3 måneder.. Men det var stadig lang tid.

-ok så gør jeg det. Hun smilede og kiggede over på Danny der også lige sendte et hurtigt smil. Hun gav mig et hurtigt knus mere da de sagde at folk skulle til at gå om bord.

Jeg gik over til Danny og gav ham et kram.

-Does Dougie even know she has left? Spurgte jeg

- I told him that she wasn’t going to be home, but he didn’t seem to care.

Jeg rullede øjne af det han lige sagde, så måtte Dougie da også bare selv være uden om det altså.
-well that his on problem now. Sagde jeg
- yearh it is. Han tog min hånd og gav den et klem:
- Let’s go home...

Okay.. (: hvad synes I?
2. Sidste del..
Noget godt/dårligt?
Let us know..

Super godt!

Dougie skal se at tage sig sammen, og komme over det! Helt ærligt -.-

Aw, det er trist at hun rejser og at det er næst sidste afsnit

Mere snart ?

theirstargirl skrev:

Super godt!

Dougie skal se at tage sig sammen, og komme over det! Helt ærligt -.-

Aw, det er trist at hun rejser og at det er næst sidste afsnit

Mere snart ?

enig, det er et rigtig godt afsnit

Et rigtig godt afsnit!! Dougie skal altså til at tage sig sammen!

Glæder mig helt vildt til sidste del så