Time to forget. (Af Sidsel og Emilie)

McFLYxSidsel skrev:

Dannys-Princess skrev:

Ville høre hvor langt du var nået med næste ?? Glæder mig snart til mere .

vi er færdige hehe så tror jeg gør det imorgen.. Emilie er på ferie lige nu meen hun har nok ikke noget imod det haha (:

Det lyder helt perfekt !

McFLYxSidsel skrev:

Dannys-Princess skrev:

Ville høre hvor langt du var nået med næste ?? Glæder mig snart til mere .

vi er færdige hehe så tror jeg gør det imorgen.. Emilie er på ferie lige nu meen hun har nok ikke noget imod det haha (:

Lyder godt !

her er det næste
undskyld fejlene
men det er jeg ikke lige den skrabeste til haha
___________________________________________

Del 17

Emilie

Hjælpen var kommet og vi var på vej hjem til Dougies familie. Jeg sad og kiggede ud af vinduet, spekulerede på hvordan det hele ville gå.
Ud af øjenkrogen så jeg Dougie vendte hovedet om og kiggede på mig.
- Are you nerves? Spurgte han.
Jeg smilede.
- Yes a little bit grindte jeg.
- Don’t be, they are going to love you, trust me. Smilede han.
- Well maybe.

Vi kørte videre og efter et stykke tid var vi der, han kørte ind til siden og stoppede bilen.

- this is it smilede han.

Vi steg ud af bilen, fik gaverne ud af bagagerummet og gik hen mod døren. Han tog min hånd og kyssede mig på kinden.

- relax sweetie, it is going to be ok.
Jeg grinede.
Han ringede på døren og lidt efter kom en pige og åbnede døren.

- hej Sis skyndte han sig og sige og gav hende et kram.
- Hej Dougie smilede hun.
Hun vendte blikket og kiggede op mig.

- hej I’m Jazzie, Dougies sister.
- Hej I’m Emilie.
- Well come on in, the rest of the family is in the living room, sagde hun og pegede vej.

Vi fik taget overfrakken af og sat poserne med gaverne da vi kom ind I stuen. Dougie gik rundt og gav hånd og alt det, så jeg fulgte bare efter og gjorde det samme.
Da vi var færdige inde i stuen gik vi ud i køkkenet hvor hans mor stod.
Vi gik ind gennem døren og Dougies mor kom til syne. Hun så virkelig rar ud.
- Dougie, halvråbte hun nærmest.
- Mother! Sagde han lidt pinligt berørt vist.
- This is Emilie, sagde han og pegede på mig.
- Hej Sam smilede jeg.
- So Dougies says you are from Denmark, how is it there?
- Oh it’s good, I like it there. It rains a lot but it’s god. Grindte jeg.
- Ok haha, so dinner is ready in a few minutes so you two just go in and sit at the table and I will come with the food.
- It taste lovely. Smilede jeg til Sam. Dougie lagde sin hånd på mit ben.
Okay indtil videre gik det da meget godt, bortset fra jeg ikke helt vidste hvem der var hvem, udover Sam og Jazzie.
-So Emilie, what are you doing over here? Spurgte en af mændene høfligt, det var hans.. err. ene onkel tror jeg,

-Oh. I'm studying for a nurse, actually. When we get back from Christmas holiday, me and the other students are going to see what it's like, try it. And then if someone can't handle it well they get kicked out of class.
-Alright a bit harsh. Lo han. Jeg smilede.
-So you think you'll stay?

-Well I hope so. I can easily be around sick and ill people.
But you never know how you're gonna react if some young guy doesn't make it through surgery and you have to tell his parents he's dead. Der var helt stille og de kiggede bare underligt på mig. Fuck. Det gik op for mig hvad jeg havde sagt. Flot Emilie, tænk før du taler! Julestemning officielt ødelagt.
Jeg smilede stille og tog en bid mere af maden.
-Aherm.. May I say again, this is really good!
Jeg holdt lav profil, resten af hovedretten. Jeg hjalp med at bære ud af bordet, men selvfølgelig tabte jeg en tallerken med sovs ned i skødet på en af hans tanter!
-OMG! I'm SO sorry! Sagde jeg og to mig til hovedet.
-It's okay. Smilede hun sødt, men var blevet lidt rød i kinderne.

jazzie og Dougie var ved at dø af grin.
Jeg hentede en klud til hende også undskyldte jeg mig selv og gik ud på toilettet. Hvorfor skulle jeg altid lave lort i den? Okay måske ville jeg grine af det her om nogle uger men lige nu havde jeg bare lyst til at skylde mig selv ud i toilettet! Det bankede på døren.
-Sweetie? Are you okay? Lød Dogies stemme.

-See' I told you I was gonna mess this up! Sagde jeg gennem døren.
-They're laughing about it!. Come on out, please. Jeg låste døren op. Sendte ham et lille smil, han tog håret om bag mit øre og gav mig et knus.


Dougie:

-It wasn't that bad was it? I asked her when we were lying in my bed in my old room.
-No. But you must admit, I messed it up a little.
I shoke my head and leant forward and kissed her.
-It's weird not opening the presents at night. She said with a little smile.
-Yearh. You have to wait more than you're use to. She kissed me again and turned around. I looked at her hair and felt happy.
-Dougie? She asked and turned around.
-Mmm?
-Did you tell me you loved me in the car today? I felt butterflies.
-Maybe? I said with a smile. She smiled back.
-I can't remember what I said back but.. I love you too.
I lent in and kissed her.
-You said thank you in the car. I grinned.
-I did!?
I nodded.
-Omg. I'm so stupid sometimes.
-Yes. When you're drunk. I grinned

Sidsel

Jeg vågnede dagen efter juleaften og jeg skulle allerede hjem om aften så det var bare om at nyde resten af dagen med familien.
Jeg havde egentlig ikke rigtig nogen planer for resten af dagen, måske skulle man mødes med nogen af de gamle venner, for når man først er væk er det også først der man opdager hvor meget de egentlig betød for en. Jeg havde nemlig savnet dem rigtig meget.
Jeg gik ned i stuen hvor min far og mor sad, min søster var selvfølgelig ikke stået op endnu, men det kunne jeg jo have sagt mig selv.
Vi sad og snakkede og fik lidt at spise.
Timerne gik og gik og gik hjemme i huset til det var ved at jeg skulle hen til lufthavnen og hjem. Jeg havde travlt med at fortælle familien om alt det mig og Emilie havde oplevet. Så jeg havde sket ikke haft tid til at få snakket med vennerne.
Danny havde allerede skrevet og sagt tak for gaven jeg havde givet ham en Hugo boss parfume, gave kreativ er jeg nu ikke.

Jeg havde fået sagt farvel til min søster og far da mor og jeg var på vej til lufthavnen. I bilen der var der ikke rigtig nogen af os der sagde noget.
- har du fortalt ham det, sagde min mor pludselig. Lidt koldt, det kom lidt bag på mig. Jeg vendte hovedet og kiggede på hende.
- Ja nu har jeg.
- Hvad mener du med nu, har du først fortalt ham det nu?
- Nej eller ja.. for et stykke tid siden, gjorde jeg det.
- Hvordan tog han det så?
- Ok smilede jeg. Han var nok rystet og starten, det har været sådan lidt turbulent. Han har ikke rigtig kunne forstå hvorfor jeg var som jeg var engang imellem. Men vi har det rigtig godt sammen nu, så det er jo godt.
- Hvornår må vi se ham? grinte hun
- Ok rolig nu mor. Jeg har ikke engang set hans familie endnu.
- Når ok. Hun grindte
Typisk mor sådan hun skal altid være så ihærdig.
Vi kørte ind til lufthaven og fik kufferterne ud af bilen og ind til check in. Vi fik sagt farvel og jeg gik videre.
Da jeg kom om bord på flyet fandt jeg min plads og skrev en sms til Danny om at jeg var kommet om bord nu. Han skulle nemlig hente mig siden Emilie ikke kunne for hun var jo stadig sammen med Dougie og hans familie

Danny

I sat down in the couth when I gat a text message from Sidsel.
She was on the plain now.
I turnt on the TV and sat there for a while.
I was really looking forward for her to come home, and I had something I had to ask her. My little cousin were having a birthday party and last night she begged me to take Sidsel with me, so now I have to ask her if she wants and ready to meet my family.
After some time, I gat in the car and drove to the airport. I sat on the seats and tried not to get noticed.
I just sat there waiting, I saw all these people walking bye looking at me like I was some kind of animal in the zoo.
Suddenly people came out of the gate and I saw her.
- Sidsel I yelled. But she didn’t herd me, I tried again.
- Sidsel! She turned around a few times before she saw me. It looked really funny. I smiled.

Sidsel

Jeg kunne høre nogen kalde på mig, og helt ærligt hvor mange hedder mon Sidsel i en engelsk lufthavn. Jeg drejede rundt et par gange før jeg fik øje på ham. Jeg styrtede nærmest hen til ham. Gennem alle menneskerne for at komme hen til den person der betød alverden for mig lige nu.
Jeg gav ham det største kram, vi stod der lidt og han ville ikke give slip igen. Jeg smilede.
- Merry Christmas sagde jeg.
- Merry Christmas, and thanks for the gift.
- Jeg smilede, did you like it?
- Yes it’s great. What about your’s?
- I LOVE it, smilede jeg. Thanks.
Jeg gav ham et kys og han tog en af mine tasker. Vi gik ud til bilen og kørte hjem til mig og Emilie.
- so do you think Em and Dougie is home?
- maybe I don’t know, I don’t thinks so.
- Oh ok.
Jeg glædet mig virkelig til at høre om det var gået godt, eller hun havde gjort sig selv bare en lille smule til grind. Det skulle nemlig ikke undre mig noget hvis hun havde tabt noget eller fået sagt et eller andet der ikke lige passede ind.
Da vi kom hjem, satte jeg bare kufferterne ind på værelset. Jeg var rimelig træt efter flyveturen så jeg lage mig på sengen.
Lidt efter kom Danny hen og jeg var allerede døset lidt hen. Han sagde sig ved siden af mig og der lå vi.
Vi lå bare og kiggede op i luftet der var ingen der sagde noget. Der var nærmest så stille jeg kunne høre hans hjerte slå.
- Sidsel? Spurgte han.
- Ja, sagde jeg bare. Kom til at snakke dansk men han havde efterhånden forstået hvad det betød.
- Do you want to go to my cousin’s birthday party?
- Sure why not, smilede jeg
- Good, and you know the rest of my family will be there right?
- Yes, I do I’m not stupid, grinede jeg.
- I know, I know grinede han og slog en pude i hovedet på mig.
- I’m gonna get you! Råbte jeg og kastede en pude i hovedet mig.
Han tog fat i mig og begyndte og kilde mig. Jeg hadet at blive kildet og han vidste det udmærket, det var sikkert derfor han elskede at gøre det.
Jeg skræl grinede og kunne næsten ikke få vejret. Lige meget hvor meget jeg bad ham om at lade vær hjalp det ikke. Han blev bare ved og ved og ved ind til jeg fik vredet mig ud af hans greb og sat mig oven på ham så han ikke kunne gøre noget.
- What are going to do now? Grinte jeg
- This! Sagde hun hurtigt, for hurtigt!!
For det endte med vi begge med et kæmpe bump lå nede på gulvet.
_______________________

kommenter endelig (:

hehe.. det er skam helt okay. :b
men ja der er nogle fejl i den her. jeg havde nemæig den gennemrettede version. hehe.. men det må i leve med. XD

mcflys skrev:

hehe.. det er skam helt okay. :b
men ja der er nogle fejl i den her. jeg havde nemæig den gennemrettede version. hehe.. men det må i leve med. XD

Det gør vi så . Hehe , men rigtig godt skrevet . Synes ikke der var vildt mange fejl . Man kan da forstå meningen . hehe . Elsker jeres Fan Fic, håber der kommer mere så hurtigt som muligt ..

Det er okay, så længe man ved hvad det går ud på Men super godt som altid

Del 18...

Sidsel:

Are you ready? Spurgte Danny da vi sad i bilen foran hans kusines hus. Jeg nikkede og smilede.
-Oh. And don't mind my uncle. He's just.. Weird. Grinede han. Jeg smilede igen.
Vi ringede på og Danny tog min hånd.
En lille pige i prinsesse kjole åbnede døren.
-There's my Birthday girl! Smilede Danny og løftede hende op i luften. Hun skreg af grin.
-So how old are you now? Spurgte han.
-5 years old! Sagde hun stolt og viste 5 fingre.
-Wauw. Then you're a big girl now! Smilede jeg.
-Are you Dannys girlfriend? Spurgte hun.
-Yes. I'm Sidsel. Sagde jeg og hun gav mine ben et knus.
-Come you have to see my room, it's pink! Sagde hun glad og trak mig med. Jeg kiggede mig over skulderen på Danny, han smilede og stank en tommelfinger i vejret.

-You've got yourself a little admire there. Smilede hans mor til mig.
-I guess. Smilede jeg.
-So tell me how did you two meet? Spurgte hans onkel.
-How did we meet? Spurgte jeg og kiggede på Danny.
-Well you were drunk. Grinede han og de andre grinede med.
-That's so not true! We met through Emilie And Dougie. Emilie And me were out celebrating we'd finished moving in. And she met Dougie and then he came along later.
-Yep. But you were drunk. I remember someone dancing at a pooltable. Sagde han med et glimt i øjet og trak mig ind til sig. De andre skraldgrinede.
-That was not me, that was Emilie! Sagde jeg og slog ud efter ham.
-Well the only time my nephew could get a girl like you is if she was drunk. Sagde han drilsk til Danny.
-Sidsel! Sidsel! You have to come see me gifts! Kaldte Victoria glad. Jeg smilede og gik hen til det lille gavebord.


Danny:

- That’s quite a girl you've got there Dan. My aunt said.
- I think so, I grinned
- She seems really sweet and relaxed.
Sidsel was still over at the gift table with Victoria, she was quite a kid person, I smiled to my self, I never realised that.´
After a while she came over to the table again.
- so Sidsel how long are you planning on staying here? My uncle asked
- erm, I don’t know, my home is here now, not in Denmark so I actually don’t know, she smiled and looked at me
- well that sounds good. He smiled. I looked at the clock
- we better get going I said.
- Ok, sidsel smiled
- Well it was nice to meet you all .she said and smilled
- Bye, bye Danny
- Bye I said.

When we got home, Dougie and Emilie were ready, we were all four going to a restaurant to get something to eat.
- I got to go to the toilet, Sidsel smiled.
- Yerh me to, said Em
- Oh ok I smiled.
What is it about girls and going to the toilet together I don’t get it.

Sidsel:

Jeg rejste mig og gik ud på toilettet med Emilie lige i hælende.
- når hvordan gik det? Spurgte hun spændt
- det gik faktisk rigtig godt, de var virkelig søde og tog godt imod mig og al ting.
- Nej hvor godt, grinede hun.
Vi fik ordnet det vi nu skulle ordne og gik tilbage til bordet.
- so what are we all doing tomorrow? Spurgte Dougie
- well I have to go to school. Sagde Emilie
- and I have to work, why? Spurgte jeg
- oh nothing, just wondering. Jeg smilede



Emilie:

Mit vækkeur ringede tidligt. Dougie vendte sig klagende om på siden og sov videre.
Juleferien var slut for mit vedkommende og idag skulle jeg i praktik.
Jeg gik i bad og spiste morgenmad og gjorde mig klar. Jeg gik ind på mit værelse igen, satte mig på sengekanten og kiggede på Dougie sove, jeg kom til at smile.
-Stop watching me. Sagde han med rusten stemme og stadig med lukkede øjne.
-How did you know? Spurgte jeg med et grin.
-I see everything, even when my eyes are closed! Sagde han med et smil og åbnede øjnene.
Han trak mig ned og kyssede mig længe. Jeg brød løs.
-I have to go. Otherwise I'm gonna be late. Smilede jeg.
-Can't you just skip and spend the day in bed with me.? Spurgte han med et lumsk smil.
-I wish I could but I can't, and you know it.
-Well. It was woth a shot. Grinede han og kyssede mig igen:
-Then I can't wait to see you in that sexy nurse uniform. Grinede han.
-I actully don't think you'll find it that sexy.

Dougie:

I was so bored. I'd just played alittle bas, but I missed her, I know it's cheesy. But it was true.
I walked over to Toms.
-Hi mate. I said and walked in.
-Hello Doug. He said and closed the door behind me.
-Aren't you with Emilie? He asked.
-No she had school/work stuff. You know.
-Oh yearh. He said and looked away for a second.
-So what are you doing?
-Oh. Just watching Cars. He said and sat down in the sofa.
-Don't you ever get sick of that movie?
-No, it's cars that are alive, it's awsome! I rolled my eyes at him and ha saw it. He hit me.
-I may like kids film, but I'm the eldest and you're the kid here! He said with alittle smile. I hit him back. They were allways bulling ma about my age.

My phone rang.
-Hello? I aswered.
-Hi Doug. It's me. Emilie said.
-Hi sweetie. So how's it going.
-Oh great. Nothing serious have happend yet so..
-Well. That's a good thing isn't it. I grinned.
-Of course. But I could use alittle more exitment.
I laughed at her.
-So it's just because. The weather is so cold. And If you aren't doing anything, would you then pick me up? i could almost see her smile.
-Of course. When do you get off?
-Thank you, you're the best! In 2 hours. But I have to go again my break is almost over and I have to pee. She grinned. I grinned too.
-Then I'm not gonna hold you back. I'll see you.
-Yep. Love you. She said and hung up.
A big stupid smile came across my face.

Emilie:

Fri om 5 minutter! Jeg kunne ikke vente med at se dougie og fortælle ham om alt det her. Det her havde kun gjordt mig mere sikker på jeg ville være sygeplejerske.
Der havde ikke været travlt idag, vi var blevet vist rundt, der havde været nogle vaccitnationer og sådan lidt, men intet alvorligt.
-Emilie! Var der en der råbte, det var vores lærer.
-We've got a car accident coming in down stairs, a bad one.
-Okay. Sagde jeg og løb med ham ned af trappen. Mit hjerte begyndte at hamre. Jeg løb han mod døren som der lige netop nu kom en båre ind af, omringet af læger og sygeplejersker der løb ved siden af. Vi løb derhen og jeg så en ung mand ligge der, hans ansigt var dækket af blod, hans øjne var lukkede og jeg følte et stik af smerte. Hans ene ben lå i en underlig stilling, hans bukser var flået op og næsten helt sorte af størknet blod.
-It happend almost just outside of here. Sagde en af sygeplejerserne. Jeg kiggede op på hans ansigt igen, jeg kunne ikke trække vejret. Jeg stoppede med at løbe. Tog et skridt baglæns.
Min lærer, Mr. Thomson. Kiggede på mig.
-Look. You have to could handle stuff like this. Sagde han.
Jeg stirrede på båreren, lægerne der løb videre og blev mindre og mindre.
-No, you don't understand, it's my.. He's mine... Sagde jeg men blev kvalt. Jeg begyndte at løbe efter dem.
-Dougie!? DOUGIE? Skreg jeg.
-------------------------------------------------

Hvad synes i folkens? (:
Lidt dramatik der itl Sidst. :b

OMG det er virkelig godt skrevet, please læg næste kapitel in snart!

Rigtig godt
- Åh nej, Dougie!! Håber virkelig han er okay xD

More soon? ..

theirstargirl skrev:

Rigtig godt
- Åh nej, Dougie!! Håber virkelig han er okay xD

More soon? ..

Ingen kommentar andet end ; MERE SNART !

taak hehe

ARGH ! Mere snart !!

ok her er næste del undskyld vendte tiden hehe
erm Emilie har måske den færdige del men hun havde ikke lige tid haha
så i må lige bærer over med de fejl der nu er (:

enjoy
_____________________________

del 19...

Emilie:

Jeg kom hurtigt op til båren igen.
- Dougie? Sagde jeg igen og forventede han ville slå øjnene op og smile og sige han elskede mig. En af de underlige ting han gjorde, som jeg ikke helt forstod, men elskede ved ham. Men det gjorde han ikke, ikke denne gang, han blev liggende, bevidstløs og ubevægelig.
En arm tog fat rundt om mig og forhindrede mig i at løbe med.
-WHAT ARE YOU DOING?! LET GO! I NEED TO GO WITH HIM. Skreg jeg og prøvede at vride mig løs. Tårerne strømmede nu frem mens jeg så dem forsvinde hen mod elevatoren.
- No Emilie. You need to let the doctors do their job. Sagde Mr thomson.
- Then let me do mine. Why can't I come in there?
- No personal matters, it's to hard. Jeg kiggede på ham og stoppede med at kæmpe, han løsnede sit greb og jeg vred mig hurtigt fri og styrtede hen til elevatoren, dørene lukkede sig foran mig. Jeg bankede på dem.
- Dougie! Råbte jeg. Jeg faldt sammen foran elevatoren og brød sammen.
Jeg mærkede en hånd på min skulder.
- All you can do know is wait. Sagde han trøstende.
- WAIT!? YOU WANT ME TO FUCKING SIT DOWN, RELAX AND DRINK A COP OF COFFEE, WHEN I DON'T KNOW IF HE'S GONNA LIVE OR DIE!? Råbte jeg. Jeg tror hele hospitalet kunne høre mig, men jeg var ligeglad, jeg vidste ikke om det her ville få mig ud af klassen, men det hele ragede mig en skid lige nu.
Han trak mig op og kiggede mig ind i øjnene.
-Go up stairs, sit down and catch your breath. Jeg skulle til at protestere men han løftede en hånd og fortsatte.
- Call someone if you have to, then I'll go see what I can find out, how serious it is.
- Okay, thanks. Nikkede jeg stille mens endnu en tårer trillede ned ad min kind.

Tom:

Dougie had left half an hour ago or something. I was just finishing watching cars when my phone rang.
-Hello? I answered.
-Tom? A shaking voice said. It was Emilie, my heart skipped a beat.
-It's Emilie. She said. Doh. I know! I thought. But her voice sounded weird.
-What's wrong? I asked.
She sobbed and said something, I couldn't understand. But it made me nervous.
-Hey.. Hey.. One second. Slow down. I don't understand what you're saying. She took a deep shaking breath.
-It's Dougie...
. . .

Harry and me ran trough the doors at the hospital, When Emilie saw us she stood up. Her eyes were all red and cried out. I gave her a hug.
-What happened? I asked.
-It's all my fault. She whispered.
-What! Emilie, You can't blame yourself. This is not your fault!
She broke away from me and looked at me.
-Yes it is Tom! I called and asked if he would pick me up. If I hadn't done that then this would not have happened. I shouldn't have called him, what was I thinking? I mean we almost didn't make it to his mom cause of his bad driving. Why does he even have a license!?
Harry began to laugh a little.
-Oh god. You don't know anything yet? he asked Emilie. She shocked her head.
-I'll go see if they can tell me something.
-Good. Then I'll call Danny again. I said. She slowly stood up again and walked down the hall.

Emilie:

Jeg vidste jeg ikke kunne gå ind på operations stuen. Så jeg fandt Mr. Thomson.
Han sendte mig et lille medfølende smil.
-Please tell me he's gonna make it. Hviskede jeg.
-There's no news yet. He's badly injured. Jeg sank en klump, jeg var ikke sikker på jeg ville høre mere, hans ansigt blev sløret af mine tårer.
-So you don't know if he's gonna live or die? Spurgte jeg stille.
-We have good doctors.
-That doesn't answer my question. Sagde jeg grådkvalt.
-It's to soon to say something. Sukkede han.
-Just let me know when there's any news, okay?
-Of course.
-But you don't know what happened? Spurgte jeg automatisk, selvom jeg ikke havde lyst til at vide det.
-A car drove directly into him.
Han begyndte at fortælle alt det han fejlede. Et smadret knæ, 3 brækkede ribben, en punkteret lunge og kraniebrud og flere mindre skader som han sagde det.
Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg mærkede straks end hånd på min skulder og så Tom og Harry bag mig.
Han fortalte dem det også, da jeg ikke kunne få et ord frem.
Vi satte os over igen.
-Danny and Sidsel is on their way. Sagde Tom og brød stilheden.
Jeg stirrede ligeud i luften.
-What if he doesn't make it. hviskede jeg.
-Don't say that, don't even think it. Hviskede Harry tilbage. Jeg kiggede op på ham.
-But I can't. What If he doesn't make it? What then? Harry begravede ansigtet i sine hænder.
Tom Satte sig på hug ned foran mig og tog min hånd.
-Listen, of course he's gonna make it.
-I really wanna belive you Tom, but how can you be sure?
-Because it's Dougie! He's a hell of a little guy, he doesn't just quit. Jeg kom til at grine mens jeg græd. Tom smilede stille tilbage.
-You know, he really hates it when you bully him about his age?
-Yearh. Sagde Harry, We really have got to stop doing that. Smilede han stille, jeg tog hans hånd.

Sidsel

Mig og Danny sad henne i sofaen og så lidt tv, vi pjattede måske mere end at se det, kastede rundt med popcornene og sådan, da telefonen ringede. Danny rejste sig og tog den. Han startede med at smile, men pludselig blev hans ansigt helt trist. Jeg kiggede uroligt på ham, da han havde lagt på.
- was is it? Spugte jeg
- it’s.. it’s Dougie, he is erm!
- What? What’s wrong?
- He’s in the hospital, vi got to go there!!

Vi skyndte os og tage vores frakker og satte os ud I bilen.
- what happened to him, is it serious? Spurgte jeg
- he’s been in a car crash or something, Tom didn’t say. He just told me to come
- oh god!!.

Jeg kiggede ud af vinduet. Vi ville ikke komme hurtigt frem i det her vejr.
Men da vi endelig nåede frem styrtede vi ind af døren.
Danny gik op til skrænten for at spørge og sygeplejersken pegede vej.
Vi løb nærmest op til der hvor de andre var.
Da vi så dem sad Emilie bare på stolen og stirrede ned i gulvet. Danny gik over til de andre for at få af vide hvad der var sket, mens jeg ligeså stille gik over til Emilie.
Jeg bukkede mig ned på hug til hende.
En tårer trillede ned af hindens kind, hun kiggede op på mig.
- Det var min skyld sidsel! Det var min skyld. Tårerne trillede ned af hendes kinder.
- Nej det er ikke, det må du ikke sige, du kunne ikke vide det.
- Jo. Jeg kunne bare havet lade vær med at ringe og spørge jeg ku… jeg ku..
Jeg skyndte mig og kramme hende, for hun var ved at bryde sammen. Hun rejste sig op og krammede mig endnu hårdere.
Jeg stod der med hende omkring mig og anede slet ikke hvad jeg skulle gøre. Hun havde været der for mig alle de gange jeg havde brug for hende. Nu har hun brug for mig og jeg har ingen ide om hvad jeg skal gøre.
- Han klare den ikke Sidsel!
- Jo selvfølgelig gør han det søde, du skal bare tro på det. Du skal nok se, lægerne kommer ud lige om lidt og siger at han er ok.
- Tror du virkelig det? Sagde hun og kiggede op.
- Ja det tror jeg og smilede. Selv om jeg nu selv var kommet i tvivl.


Vi sad og ventede og ventede men der skete ikke noget.
Til sidst kom en læge ud, han var helt mat i ansigtet.
- I have some news.
Emilie rejste sig op
- well he is a live, but he is in coma.
- You can go se him now if you want to, but only two at the time.
Emilie kiggede op mig og så over på drengene
- can i go? Spurget hun
- yes of course you can, sagde Tom
- thanks
hun tog min hånd
skulle jeg mon gå med hende?
- vil du ikke godt gå med? Spurgte hun
- jo selvfølgelig, smilede jeg og prøvede ikke at se nervøs ud.
Jeg kiggede over på Danny, han skyndte sig og giv mig et smil, eller i hvert fald prøvede han på det, det blev mere en grimasse en noget andet. Han bed også negle og jeg havde lagt mærke til han gjorde det endnu mere når han var nervøs, så jeg kunne altid se når han var nervøs.

Vi fulgte efter lægen, til der hvor Dougie lå. Jeg kiggede ind af vinduet til ham og gjorde tegn til at Emilie bare kunne gå der ind.
Det var frygtelig og se ham ligge der helt bevidst løs med slanger over det hele. En tåre begyndte og trille ned af min kind og mit hjerte begyndte at hamre.
Han kunne ikke dø. Han måtte bare ikke dø, ikke nu.
____________________

det var det hehe
hvad syntes i??

Det er rigtig godt
- Fantastisk!

Total speechless

det var sådan cirka mit ansigt da jeg huskede hvad der var sket med Dougie og at han nu lå i koma !

Need more soon!

Glæder mig til næste .. Rigtig godt skrevet -

del 20...

Emilie:

Jeg gik alene ind i rummet hvor Dougie lå. Jeg trak vejret højlydt og gik stille hen til sengen.
Det lignede han sov. De havde barberet noget hår af i den ene side så de kunne komme til at sy ham sammen. Hans ene ben var hejst op og pakket ind i gibs.
han havde en hospitals nat skjorte på som var åben. rundt om brystet havde han forbinding. Han havde slanger ind gennem næsen forbundet til en respiratoren. der hele tiden kom med et bib. som forsikrede mig om at han var i live. Jeg kunne mærke gråden komme stigende men jeg gjorde alt for at holde den tilbage.
Jeg satte mig stille ned på senge kanten som jeg havde siddet i morges og set på ham sove. Det føltes som en evighed siden.
Jeg tog fat i hans hånd. Den var helt kold. Min hage begyndte at bævre. Jeg bed mig selv i læben for ikke at komme til at græde, men jeg kunne ikke holde det tilbage.
Jeg styrtede ud af døren og brød sammen på gulvet. Da andre kom løbende hen til mig.
-Are you okay? Spurgte Danny.
-I'm just not gonna let him see me cry. Sagde jeg grådkvalt. De andre sagde ikke noget. De kiggede lidt bekymret på hinanden.
-Honey.. You know he can't see you right.? Sagde Harry og lagde en hånd på min skulder.
-he sees everything, even when his eyes are closed. Hviskede jeg og kom til at smile. jeg tror de troede jeg var blevet sindssyg.
-He told me this morning. Sagde jeg og kiggede op på dem med tårer i øjnene.
-Where's Sidsel? Spurgte jeg og opdagede hun var væk.
-Oh. She's just getting Coffee. Sagde Danny.
Tom trak mig op fra gulvet og hjalp mig hen på en stol. Han tog min hånd.
-See. I told you he was going to make it. He made it through surgery, That's the critical part, isn't it? Jeg nikkede.
-But he's still in a coma. We don't know, when or even ..if he is gonna wake up. Sagde jeg og græd noget mere. Han tog fat rundt om min skulder og trak mig indtil sig.

Danny:

I looked over at Emilie and Tom. I felt so bad when I looked at her.
-We're gonna go in. I said to Tom. He nodded and me and Harry went into the room.
It was so surreal to see him like this, i didn't know what I was supposed to feel.
Then I heard alittle laugh come from Harry, I looked at him.
-He's gonna be so mad when he finds out they shaved of some of his hair. He said with a weak smile. I smiled too and then my eyes got filled with tears.
I wasn't the type of person who cries easily, but Doug was my best friend, and seeing him like this.. What should I do if he didn't make it. I looked at Harry.
Ha was thinking the same I knew it.

When we all had been in to see him We sat at the chairs outside in the white hall again. I hated it here!
Sidsel was sitting on my lap. None of us where saying a thing. I didn't know what time it was, but it was dark outside now.
Then a nurse came up to us.
-You're here for Mr. Poynter right?
-Yes. Tom answered.
-Good. He was very lucky. But he's not gonna wake up right away. So you can go home and get some sleep.
-Right away, what does that mean? Emilie asked with a weak voice, she wanted answeres, So did I, but I didn't know what to ask.
-We don't know. He can wake up tomorrow, in a week, in a month if we're unlucky. But I don't think it's gonna be that long, but we can never say for sure. She said then sent us a weak smile.
-Thank you. Tom said and looked up at her. It was beyond me how he could stay so calm on the outside. I knew Tom, and I knew he was freaking out.

Sidsel:

-What are we gonna do, go home? Spurgte Harry og kiggede op på os andre.
-I guess so. Sukkede Danny og tog min hånd.
-Okay. I'm gonna stay. Sagde Emilie:
-I wanna be here when he wakes up.
-Then I'm gonna stay with you, you can't be alone right now. Sagde Tom.
-Thanks. Smilede hun stille.
-Vil du have jeg også bliver? Spurgte jeg hende.
-Nej det er fint, søde. Jeg tror gerne Danny vil være sammen med dig.
Jeg nikkede og gav hende et knus:
-Bare ring hvis det er.
Hun nikkede og mig Danny og Harry gik langsomt væk. Jeg tog Dannys hånd og gav den et klem.

vi gik alle sammen hjem til Harrys lejlighed bag efter. Da vi kom ind af døren satte vi os alle ned i sofaen. Der var ikke rigtig nogle af os der sagde noget, vi sad bare og stirrede ud i luften. Jeg kunne se ud af øjenkrogen at Danny sad og kiggede rundt. Han har vist aldrig været god til det med stilhed.
- i’m hungry, does anybody want some. Han kiggede rundt.
- No thanks I’m not hungry, jeg smillede svagt og kiggede op på ham.
- Come on Sidsel, i know you haven’t had lunch either.
Jeg kiggede op på ham.
- i said i wasn’t hungry.
- But..??
- Danny! Stop it. Han skulle til at at sige noget mere da Harry greb fat i hans arm og trak ham ud i køkkenet.
- dude what’s wrong with you, just leave her alone. If she’s not hungry, she’s not hungry.
- I’m sorry, it’s just. I don’t want him to die I really don’t. en tåre begyndte at løbe ned af hans kind.
- Neither do I, but you can’t let your anger go out on her, you know that right?
- Yes I do.
Danny vendte sig om og kiggede ud af køkkenvinduet. Harry var gået ind i stuen og gjort tegn til at jeg nok skulle gå ind i køkkenet til ham. Da jeg kom der ind kunne jeg høre han stod og græd. Jeg gik stille hen til ham og stillede mig bag ham. Jeg kørte mine hænder op af hans ryg så han kunne mærke jeg var her. Jeg stod og holdte om ham i et stykke tid mens jeg godt kunne høre at han prøvede og holde tårerne tilbage.
- Danny? Spurgte jeg stille. Mens han stod og snøftede og viftede tårerene væk
- Mmm?
- It’s ok.
Han vendte sig om og kiggede lidt på mig. Tårerne trillede ned af hans kinder. Han kiggede mig dybt ind i øjnene til han til sidst ikke kunne holde dem tilbage mere. Han krammede mig hårdt mens tårerne bare røg ud af ham. Det var en side jeg aldrig havde set af ham før og jeg kunne bestemt ikke lide den. Den gjorde mig så ked af det. Jeg hadet og se ham være så ked af det. Tårerne begyndte også stille at trille ned af mine kinder. Jeg gav et lille hulk fra mig som også blev til et lille grin. Han kiggede op på mig igen.
- he’s going to be all right. You know that right? Spurgte jeg ham stille.
- How do you know that?
Jeg kiggede ned I jorden og så op på ham igen.
- i just do. Smilede jeg. Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det, jeg vidste det jo egentlig ikke.
Han tog min hånd og kyssede den og bagefter gik vi ind i stuen til Harry.
- i think we are gonna go home, sagde Danny.
- Sure get some sleep ok.
- Yes sure bye Harry sagde jeg og gik hen og gav ham et kys på kinden.
- Bye Harry. Sagde Danny og gik hen og gav ham et kram.
Vi gik ud af døren og gik hjem i stilhed hånd i hånd.

Tom:

The others had left and me and Emilie, were sitting in silence.
-Thank you for staying Tom. She whispered. I looked up at her and smiled.
She looked so tired.
-Come lie down, you should get some sleep. I said. She gave me a weak smile as answer. She placed her head in my lap.
I put mu head back, i was so dead too. I felt like a creep. My best friend was in a coma, and I was sitting here with his girlfriend, wanting to kiss her. I sighed and looked down at her. She was already asleep. Soon I was asleep too.

I woke up. I don't know what time it was, but it was still dark outside. My body was hurting from the way i was sitting. But I didn't move cause I didn't wanna wake her. But to late.
-How long was I asleep? She asked in a tiered voice.
-I don't know. I said with alittle smile.
-I'm gonna get us some coffee. I said and stood up.

Emilie:

Da han kom tilbage viftede han kaffen hen foran mit ansigt og rev mig ud af mine tanker.
-God hospital coffee sucks! Sagde han og jeg grinede stille.
-Yep. Nothing compered to starbucks.
-Correct. But then again, eveything is nothing compered to starbucks. Sagde han og fik mig til at grine igen.
-Can you even say that? Jeg fik et sug i maven.
-Oh god! We haven't called his mom! Jeg var ved at begynde at græde igen da Tom tog fat i min skulder.
-Calm down. I called her earlier on, she's on her way. Jeg tog en dyb indånding og der var stille lidt.
-What about his dad? Spurgte jeg. Tom kiggede ikke på mig eller sagde noget med det samme.
-Don't you know about his dad?
-I know they're devorst. But he never talks about him? Sagde jeg og så spørgende på Tom. Han så ud som om han ikke følte sig særlig tryg ved den her samtale.
-Err. They didn't really leave on such good terms. Sagde han bare.
-But wouldn't he wanna know his son is in a coma.
Tom svarede ikke. Kiggede bare væk.
-We should get some more sleep. Sagde han, lænede sig tilbage og lukkede øjnene.
Hvorfor ville han ikke sige hvad det var? Og hvorfor havde Dougie ikke sagt noget hvis der var noget?
Jeg rejste mig og gik hen i receptionen og fandt dougies journal, der i måtte der jo stå hvem hans far var...

Hvad synes I? :b
ret lang hehe.
Noget godt, dårligt?

Rigtig godt, intet dårligt
Håber Emilie er der når Dougie vågner..

Mere snart, super godt

Super godt

- Håber virkelig snart han vågner op!

Mere snart ?

så kommer næste del (:
____________________________

Del 21

Sidsel:

Jeg stod tidligt op dagen efter. Jeg tænkte at Emilie nok ikke havde sovet så meget og trængte nok til lidt opmuntring.
Danny sov stadig så jeg skrev bare en seddel til ham hvor der stod at jeg var taget over på sygehuset. På vejen der over kørte jeg forbi en starbucks de trængte måske til en kop ordentlig kaffe i stedet for sygehusets lausie en. Et par muffins kunne de nok også trænge til. Emilie sad stadig i den samme stol som da vi forlod dem ved siden af Tom.
- look what i've got, sagde jeg og prøvede at smile da jeg kom tættere på dem
- Oh starbucks, sagde Tom: I missed it so much. Jeg grinede af ham. Han tog en kop og satte sig tilbage til stolen igen. Emilie rejste sig op og tog fat i min arm og trak mig med hen i hjørnet.
- Se her? Sagde hun og tog en folder frem med en masse papirer.
- Vent lidt Emilie. Er det.. Dougies journal?..
- Ja og.. jeg stoppede hende
- Emilie du kan ikke bare tage den.
- Jo jeg kan, men glem det, det er ikke vigtigt lige nu. Jeg har fundet ud af hvem Dougies far er og jeg har brug for en tjeneste.
- Emilie det kan du ikke det der.. Sagde jeg og begyndte at blive nervøs.
- Kom nu please?
- Hvad er det du vil have mig til?
- Jeg vil have du skal finde Dougies far og sige hvad der er sket.
- Det kan jeg da ikke søde.
- Jo du kan så.
- Nej! Tror du ikke der er en grund til at han ikke har fortalt dig om ham.
- Hvad mener du?
- Når han ikke har fortalt dig om hans far, så er det måske fordi der er noget han ikke syntes du skal vide.
- Jamen syntes du ikke hans far fortjener at vide hvad der er sket med hans søn.
- Jo men..
- Fint så gør dog det her for mig. Hun rakte mig papiret. Jeg kiggede ned på det.
- Emilie jeg kan ikke det he… da jeg kiggede op igen var hun allerede gået over til Tom. jeg kiggede stille over på hende. Hvordan ville hun have jeg skulle finde hans far. Der var jo nok en grund til han aldrig har sagt noget om ham. Men sådan var Emilie, når hun havde fået en ide i hovedet, var det ikke ligesådan at få hende på andre tanker.
Emilie:
De andre kom og blev hele dagen, men der var ikke noget nyt. Det bliev sent og de skulle til at hjem igen, de var lige inde og kigge til Dougie og sige farvel.
-I think you should go home and get some sleep too. Sagde Tom og kiggede på mig. Jeg skulle til at protestere men han kom mig i forkøbet.
-Just a couple of hours. I'll stay and call if there's something. Han kiggede på mig med et fastbesluttet blik.
-Well I haven't really got a choise have I? Sagde jeg og smilede stille. Jeg lænede mig ned og gav ham et knus.
-Thanks Tom. I'll be back in a couple of hours. Han smilede som svar, han så virkelig også smadret ud.
Da mig og Sidsel kom ind af døren ville jeg gå direkte i seng men Sidsel stoppede mig.
-Emilie, jeg kan jo ikke... Jeg vidste hvad hun ville sige.
-Vil du ikke bare prøve? Spurgte jeg, hvis jeg havde været mig selv ville jeg have lavet hunde øjne men jeg var for træt. Hun sukkede.
-Jeg vil prøve at ringe til ham, men du burde altså ikke blande dig.
-Tak søde. Sagde jeg og gav hende et knus, vendte om og gik op i seng.
Jeg lå i sengen og lyttede til Sidsel gøre sig færdig og gå i seng. Da der var helt stille lukkede jeg øjnene.
-We have a carcrash coming in a bad one. Jeg løb ned af trapperne. hen til døren. Allerede inden jeg kom derhen vidste jeg det var ham
-DOUGIE! Skreg jeg mens jeg græd. Jeg kom derhen og han var dækket i blod, jeg blev stående og så dem løbe videre.
-We're loosing him! Råbe en af lægerne. De stoppede og begyndte at slå på hans bryst. Jeg stod stadigvæk på det samme sted og stirrede på dem. Jeg kiggede ned på mine hænder og de var fyldt med blod. Deres råb blev overdøvet af min egen vejrtrækning.
Jeg satte mig op med et sæt, mens jeg hev efter vejret. Tårerne strømmed ned af mine kinder. Jeg kiggede ned på mine hænder, men der var ikke noget blod. Jeg begravede ansigtet i hænderne, mens jeg prøvede at blive rolig igen.
-It's okay, it's okay, it's okay.. Hviskede jeg til mig selv. Jeg lagde mig langsomt ned igen, mørket virkede mørkere end nogensinde, jeg lukkede langsomt øjnene men ligeså snart de var lukkede var der billeder af Dougie. Jeg åbnede dem igen og mørket kvalte mig. Jeg hoppede hurtigt ud af sengen og gik ind i køkkenet.
Sidsel:
Jeg vågnede til lyden af noget der puslede. Jeg kom hurtigt ud af sengen, der var lys over det hele, Jeg gik videre efter lyden og stoppede da jeg så Emilie sidde på gulvet i køkkenet med alle skabenes indhold ved siden af sig, og en støvsuger. Jeg gik tættere på,
-Hvad laver du? Spurgte jeg bekymret. Jeg havde aldrig set hende sådan.
-Jeg rydder op, vidste du at vi har 3 måneder for gammelt Marmelade stående i køleskabet. Sagde hun uden at kigge på mig. Hun rodede rundt i alle tingene.
-Helt præcist hvad tænkte jeg på da jeg købte den her? Sagde hun og holdt en kogebog frem hun så stolt havde købt inden vi skulle afsted.
-Jeg har ingen gang pakket den ud af plastikken. Sagde hun og kom til at smile. Hun tog støvsugeren og begyndte at støvsuge hylderne i skabet. Jeg havde kendt Emilie i lang tid, og jeg tror kun jeg havde set hende med en støvsuger en eller to gange, hun havde aldrig været et ordens menneske. Jeg tog fat i hendes arm for at få hende til at slukke for den.
-Søde, hvorfor sover du ikke? Klokken er 2. Hun sagde ikke noget kiggede væk et øjeblik også satte hun sig opgivende på gulvet og kiggede op på mig.
-Jeg kan ikke sove. Sagde hun og hendes øjne blev fyldt med tårer. Jeg satte mig ned ved siden af hende.
-Han må ikke dø, Sidsel. Han må bare ikke dø. Hviskede hun så lavt at jeg knap nok kunne høre det.
-Det skal nok gå, Emilie. Sagde jeg og var ved at græde. Jeg lænede mig forover og krammede hende. HUn hulkede ind i min skulder. Så trak hun sig væk.
-Du skal ikke sige det nok skal gå, du ved det jo ikke! Det er min skyld det hele! Hvorfor gør jeg det her til mennesker jeg elsker! Først dig, nu ham! Hun så ud som om hun ikke kunne holde sig selv ud. Hun sparkede til en af køkken lågerne. Jeg kravlede over ved siden af hende og holdt om hende indtil hun blev rolig.
-Jeg må tilbage til hospitalet. Sagde hun så og rejste sig op.
-Burde du ikke sove?
-Jeg kan ikke sove okay!? Råbte hun ad mig og gik ud af køkkenet igen.
Jeg sad stadig nede på gulvet da hun havde smækket døren efter sig. Jeg lod mit hoved falde tilbage i skabslågen, jeg sad der et øjeblik indtil jeg fik rejst mig op og gik op i sengen igen.
Jeg lå i lang tid, vendte og drejede mig, kæmpede for at falde i søvn men jeg kunne bare ikke. Tankerne om Emilie der sikkert sad og kigede lige ud i luften, og mig hun har sat til at finde hans far.

Jeg rejste mig op og kiggede parpirene igennem. Jeg kunne altså ikke bare ringe til en mand der ikke kendte mig, og jeg vidste jo ikke hvad der var mellem Dougie og hans far.

Jeg tog min telefon og trykkede Dannys nummer ind.

- kom nu, kom nu tag den. Jeg stod og trippede med føderne. Han ville sikkert ikke tag den. Klokken var halv 3 så han lå jo nok og sov.
- Hello? Svarede en rusten stemme.
- I can’t do this Danny, I can’t. I can’t just call a guy and say: hey how are you? Oh and by the way your son is in the hospital.
- Hey,hey,hey. Wait a minute. What are you talking about?

- It’s Emilie. She wants me to call Dougies dad and tell him he’s in the hospital.
- What?? Where did she even get his number?
- She took he’s journal.
- How did she do that.
- I don’t know! I don’t now. Look Danny can I come over? Emilie isn’t here and I can’t sleep with this on my mind.

- Yes of course you can. But how will you get over here?
- I don’t know, walk or something.
- No I’m not going to let you walk over here at 2:30 at night. I can come and get you ok?

- Ok, I see you then Bye.
- Bye sweetie, I’ll be over there in a sec.
Da vi var kommet hjem til Danny, gik vi bare direkte I seng. Det føltes som om jeg kunne drætte direkte om på gulvet hvis det var det jeg havde lyst til.

Vi lagde os i sengen og lå og puttede i et stykke tid. Jeg lå med mit hoved på hans brystkasse og hørte han hjerte slå og der gik ikke lang tid før vi begge var faldet i søvn.


Vi stod begge tidligt op dagen efter. Vi fik lidt morgenmad og tog så ind på hospitalet. Jeg skulle ringe til Dougies far i dag og jeg havde ingen ide om hvordan jeg skulle gøre det. Da vi kom hen til hospitalet var det kun Tom der sad ude i venteværelset.

- where is Em? Spurgte Danny.
- Hey I didn’t see you come. Hmm I think she’s with Dougie. Han så godt nok udbrændt ud.
- Tom don’t you think you need to go home and get some sleep? Jeg kiggede på ham.
- No I can just get some sleep here now when you guys are here.
- Oh ok good.


Jeg gik ned på Dougies værelse for at se til Emilie. Da jeg kom der ned så jeg hende side i en stol helt tæt op til hans seng. Hun sad og snakkede stille og roligt til ham. Kiggede på en masse billeder hun må have taget med her op. Jeg gik ikke der ind for ville ikke forstyrre hende, i stedet gik jeg ud på gangen for at finde en telefon.



Jeg trykkede nummeret ind og ventede på der var nogle der tog den.
- hallo?
- Hi I’m Sidsel, I’m a friend of Dougie.
- Oh Hi. How are you? Han lød meget overrasket.
- I’m fine thanks. But I’m… I’m sorry to tell you this but you son is in the hospital.
- What? Oh no. is he ok?
- No not exactly...


Jeg gik ud til Danny og Tom efter jeg havde snakket med ham. Jeg satte mig hen ved siden af Danny, Tom var faldet i søvn. Han trængte vist også til det.
- I’ve called him. Hviskede jeg stille ind i hans øre
- So what did he say? How did he react?
- Well he was chocked I think and he is coming as soon as he can.
Jeg rejste mig for at gå ind og fortælle Emilie det. Da jeg kom der ind sad hun stadigvæk og talte til ham.
- søde?
- Ja? Hun vendte sig om og kiggede på mig. jeg gik hen og satte mig på sengen.
- Jeg har ringet til hans far nu og han kommer om ikke så lang tid. Hun skyndte sig og rejse sig op og gav mig et kram.
- Tusind tak
- Det var så lidt. Jeg smilede til hende:
- Men hvad har du tænkt dig og sige til ham?
- Det ved jeg ikke. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt og jeg ved det simpelthen ikke...
____________

så hehe
hvad syntes i så??

Godt, Helt bestemt godt!! Håber Dougie snart vågner.. Og vhad mon der vil ske når hans far kommer
Glæder mig til mere

Det er super godt, as usual !

Dougie må gerne snart vågne - Hvad mon der sker når faren kommer ?

Glæder mig til mere

Del 25...

Danny:

Sidsel came out from Dougies room after a while. She looked over at Tom and smiled.
- I said he needed it! She grinned. I looked at her and smiled.
- I called him.
- who? I was stupid enough to ask. She looked at me.
- Dougie dad.
-oh right. So what did he say?
- he will come in a while.
- that’s good.
- yearh I think it is. She came over beside me and placed her head on my shoulder. After a while Emilie came out and sat down beside us.
- you think that’s him? she asked and looked over at the reception. Where a man stood and talked to one of the nurses.
- maybe I said and looked over there. I’ve never seen him.
- you haven’t? she looked surprised.
- no.
The man looked at us and began to walk over here.
- is one of you the one who called me?
- yes that was me, said Sidsel and gave him her hand. Emilie also got up.
- I’m Emilie, Dougies girlfriend, she said
- Oh hey. Where is my son?
- He’s in there I'll show you. He followed her into his room and Sidsel sat down again.
- So that’s his father she said and looked in their direction.
- Yearh I guess so. She looked at me and kissed me cheek.
- I’m going to get some coffee she said and walked of.

Emilie:

Jeg fulgte hans far hen hen til døren af Dougies værelse. Han stoppede op og kiggede ind gennme ruden
- you know, i haven’t seen my son in years! Han stod bare og stirrede på ham.
- I know. Sagde jeg selvom Dougie aldrig havde fortalt mig det. Han kiggede på mig med et lidt spørgende blik. Jeg gik hen og åbnede døren for ham og lukkede den stille da han var kommet ind. Jeg stod lidt og betragtede ham. Han lignede en der ikke rigtig vidste hvad han skulle stille op. Om han skulle græde eller hvad han skulle.
Efter lidt tid lod jeg ham være alene og gik hen til de andre ude i venteværelset.
Jeg satte mig ved siden af Tom som stadig sov, jeg smilede ved synet af ham, han havde været så sød ved mig. Jeg blev revet ud af mine tanker da Dougies far kom ud igen.
Han smilede svagt.
-I'm gonna.. get some air. Sagde han og gik.
Sidsel kom gående med 4 kopper kaffe. Jeg skyndte mig hen og tog en. Lige i det øjeblik kom en læge løbende og gik indtil Dougie, jeg mærkede min hals snog sig sammen.
-What's going on? Spurgte jeg og kiggede rundt på de andre. Ingen svarede men så ligeså bekymrede ud.
Jeg gik hen og kiggede ind af vinduet, jeg tabte kaffen på gulvet og mærkede den skoldhede væske sprøjte op af mine ben, men jeg reagerede ikke. Hans øjne var åbne, han blinkede.
Jeg skyndte mig ind på værelset.
-Dougie? Spurgte jeg med håb i stemmen.
Det var ikke bare noget jeg havde forestillet mig, han var vågen!
Der kom et lille og næsten utydeligt smil over hans læber.
-Dougie! Sagde jeg igen og mærkede tårerne komme frem.
-I'll let you two get a minut. But only a minut, he needs to rest. Sagde Lægen og gik ud af rummet.
Jeg blev stående og kiggede bare på ham.
-Hi. Sagde han hæst så lavt at man næsten ikke kunne høre det.
-Dougie. Hviskede jeg bare og brød fuldstændig sammen. Jeg gik hel til sengen.
-Hey hey. Hviskede han:
-I'm not dead. Der kom et smil over hans læber og jeg kunne ikke lade være med at grine, jeg tudbrølede og grinede.

Sidsel:

Emilie kom både grædende og smilende ud fra værelset. Hun skyndte sig over til mig og krammede mig hårdt.
- hold kæft hvor er jeg glad! Hun grinede.
Jeg kiggede på hende og tørrede hendes tårer væk.
- det kan jeg godt forstå søde. Jeg smilede og mærkede hårerne rejse sig på mine arme.
Hun gik hen og ruskede blidt i Tom. Han åbnede hourtigt øjnene.
-What, what's going on.? Spurgte han. Emilie sendte ham et stort smil.
-He's awake.
-He is? Spurgte Tom og satte sig op. Hun nikkede og Tom smilede og de gav hinanden et kæmpe knus. Jeg kiggede på dem og smilede stille, nu kunne det hele endelig blive normalt igen. Danny som havde stået og kiggede ind af ruden til Dougie. Kom hen og lagde armene om mig. og kyssede min kind.
-Harry and Sam are on their way. Smilede han. Jeg tror aldrig jeg havde set et så lykkeligt smil på hans læber.

Tom:

My heart was beating so fast, I was so happy, he was awake, he was alive! The doctor came out again and said that we could go in for a couple of minutes, but then he needed to rest.
Me an Danny walked in. I had known Dougie for 5 years, he was my best friend but what should I say. i just smiled at him.
-hey. He tried to say it back but there was no sound. I sat at the side of the bed and Danny stood behind me.
-So. Welcome back.
-Thanks. He said in a rusty voice and smiled again. Suddenly Danny laughed. i turned around to look at him.
-I'm sorry to tell you this Doug but you're half bolled. Dougie sent him a weird expression. He took his hand to his head and felt the missing hair.
-Man, I proberbly look like Harry in barbados. he said in a weak voice. They all laughed, and then stood in silence.
-God, I'm glad you're okay. I said and gave him a hug. So did Danny.
-Well. Your mom is here in a sec. So We'll see you later. Danny said and we walked out again.
I was so happy I could cry. I looked over at Emilie, she was already crying.


Dougie



I felt so weird, I saw Emilie out side the window smiling and crying at the same time that made me smile. She was hugging Sidsel and it didn’t seem like she was letting go.

After a while my mom came in and she was crying so bad. She came over to my bed and gave such a big hug I could barely breathe, but it didn’t matter I was just so glad to see her. I think she stayed with me almost all night. The others made Emilie go home and I think that was a really good idea she needed it.



Emilie:



Jeg vågnede tidligt næste morgen og besluttede at jeg ville tage tilbage til Dougie.

Han sov stadig da jeg kom ind, jeg satte mig på stolen ved siden af hans seng og kiggede bare på ham. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men han åbnede øjnene noget tid efter.

-Morning. Smilede jeg. Han smilede tilbage som svar. Han strakte sin hånd hen mod mig og jeg tog den.

-So how are you doing?

-Great. Sagde han, muligvis lidt ironisk, jeg kunne ikke rigtig høre det for hans stemme var så rusten.

-I actully though you was gonna die. Hviskede jeg og mærkede igen tårerne presse på. Han strakte armen og tog noget hår om bag mit øre.

-Well, I didn't see any light. Smilede han. Jeg kom til at grine.

-It's not funny! You're stupid! Sagde jeg og slog ham.

-Hey, i do not think you're supposed to call your pationts stupid.

-Well I don't think i'm supposed to sleep with them either.

-Damn, I guees you cam call me stupid. Jeg kunne ikke lade være og grine.

Jeg lænede mig frem og kyssede ham.



De andre kom selvfølgelig senere på dagen. Alt var godt igen, jeg havde aldrig i mit liv været så glad.

Jeg gik over og gav Sidsel et knus da hun kom efter arbejde.

-Har hans far egentlig været her i dag? Spurgte hun.

-Nej. Jeg kom til at tænke på jeg ikke hvade set ham siden han sagde han ville tage noget frisk luft.

-Hvor er han henne?

Hun trak på skuldrerne:

-Det ved jeg ikke..


-------------------------------------------------

Hvad synes I? :b
der er gået lang tid, mn som sagt fordi Sidsel er på efterskole. Hehe.
Nu vågnede Dougie, endelig. XD

Uh, det er super godt

Bliv endelig ved !

Jep, super godt !-keep up the good work Glæder mig allerede til mere